Dødstallet ved egyptisk togulykke stiger
Foto: Stringer/Egypt /Scanpix
Stringer/Egypt /Scanpix
48 små børn og to voksne blev dræbt, da et tog lørdag torpederede en skolebus ved en jernbaneoverskæring syd for Kairo.
Bussen, der brækkede over i to dele ved kollisionen, blev ramt, da den forsøgte at krydse skinnerne i byen Manfalut 350 kilometer syd for Kairo.
En læge, der tog imod de døde og kvæstede, havde kort forinden fortalt, at der havde været et problem med en jernbanebom.
- De fortalte os, at bommene var oppe, da bussen krydsede sporet, og toget kolliderede med den, sagde lægen.
- Omfanget af lemlæstelser og ødelæggelser gør det vanskeligt at tælle og identificere de dræbte, siger en embedsmand.
Ulykken har forstærket en udbredt harme over det offentlige egyptiske transportsystem, som er nedslidt og usikkert.
Transportminister Mohamed Rashad og lederen af landets jernbaner gik af efter ulykken, og præsident Mohamed Mursi bebuder retsforfølgelse af de ansvarshavende.
Næsten alle de dræbte var børn i alderen fire til otte år, siger embedsmænd i Assiut, som ligger nær ulykkesstedet. Chaufføren og en kvinde blev også dræbt.
I befolkningen har der længe været kritik af manglende afmærkninger og skilte på de offentlige veje, hvilket har ført til en lang række dødelige ulykker.
Ministre tog ned til ulykkesstedet, hvor flere protesterede.
- Vi ønsker ikke at se regeringens repræsenteret her. De kommer kun for at vise sig i medierne, siger Alaa Ahmed fra al-Hawatka, hvor nogle af de dræbte børn kom fra.
- Det er en skændsel for regeringen. Alle dens medlemmer bør gå af, siger en mor til tre i Kairo, Mona Ahmed.
Statslige medier siger, at mindst 15 børn blev kvæstet, mens en hospitalskilde siger, at 27 børn er kvæstet.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker