Dødstallet ved naturbrandene i Chile vokser dramatisk
Naturbrande hærger det centrale Chile, her er det i byen Viña del Mar. Foto: Esteban Felix/Ritzau Scanpix
Næsten 100 omkomne ved naturbrandene i Chile. Hundredvis er savnet. Der er landesorg i to dage.
Antallet af omkomne ved naturbrandene i Chile er pludselig vokset dramatisk. Landets lighuse melder søndag aften dansk tid om 99 dødsofre.
32 af dem er identificeret.
Det rapporterer nyhedsbureauet AFP.
Reuters skriver, at myndighederne også har meldt hundredvis af mennesker savnet i forbindelse med katastrofen.
Få timer inden meldingen om de 99 omkomne sagde præsident Gabriel Boric, at 65 mennesker var omkommet.
Men han sagde også, at dødstallet ventedes at stige.
Boric udtalte sig, mens han rejste i katastrofeområdet, hvor han også mødte de lokale.
Han betegnede naturbrandene som "den værste katastrofe, vort land har oplevet", siden et jordskælv i 2010 kostede 520 mennesker livet.
Præsidenten meddelte også, at der er erklæret to dages landesorg mandag og tirsdag for at mindes de mange ofre.
- Det vigtigste er nu at redde liv og slukke brandene, sagde han på et hospital i byen Viña del Mar.
Tidligere søndag sagde vildtmyndighederne, at der var registreret 159 brande over hele landet. Men de er særligt koncentreret omkring byerne Viña del Mar og Valparaiso, som begge ligger i regionen Valparaiso og er populære blandt turister.
Tilsammen dækker brandene 28.000 hektarer.
Mange boliger er ødelagt af flammerne. Alene i Valparaiso-regionen er flere end 3000 boliger ødelagt.
I nogle områder er der udgangsforbud, sådan at myndighederne kan koncentrere sig om at slukke flammerne og redde nødstedte.
/ritzau/dpa
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet