Dødt løb i hollandsk valg

I Holland står det liberale parti VVD og arbejderpartiet PvdA lige, efter 21 procent af stemmerne efter onsdagens valg er talt op. Begge partier står til at få 31 mandater i Hollands parlament, der har 150 medlemmer.

Den stærkt indvandrerkritiske Geert Wilders og Frihedspartiet, der kræver et stop for immigration fra muslimske lande og en forbud mod flere moskeer i landet, står til at få 23 mandater mod 9 før valget.

- Det umulige er sket, siger Wilders og tilføjer: "Vi er den største vinder i dag. Holland har valgt mere sikkerhed, mindre kriminalitet, mindre immigration og mindre islam."

Kristendemokraterne (CDA) og den hidtidige premierminister Jan Peter Balkenende har fået en syngende lussing af vælgerne. Partiet står til at få 22 medlemmer af parlamentet mod de nuværende 41.

Balkenende er trådt tilbage som formand for sit parti, som følge af det skuffende resultat ved parlamentsvalget. Han opgiver også sin plads i parlamentet.

- Jeg har informeret partiledelsen om, at jeg opgiver mit partimedlemskab med øjeblikkelig virkning, siger den 54-årige Balkenende.

- Vælgerne har talt og udfaldet er klart, siger han.

VVD har ført meningsmålingerne op til valget, men hvis partiet lander på 31 mandater, kan det blive svært at danne regering. Dermed ser det svært ud for både højre- og venstrefløjen at nå frem til en virksom regeringskoalition.

Lederen af VVD, Mark Rutte, har ikke udelukket at samarbejde med nogen af partierne i Hollands parlament. Heller ikke PvdA.

Partileder i PvdA, Job Cohen, der er tidligere borgmester i Amsterdam, har dog udelukket en koalition med VVD.

Hollands Socialistparti står til 15 sæder i parlamentet. De Grønne står til 10 pladser og centerpartiet D66 ser også ud til at få 10 pladser i nationalforsamlingen. Højrepartiet Den Kristne Union står til 5 mandater.

/ritzau/AFP

Det kan blive svært for både højre- og venstrefløjen i Holland at danne regering. Det liberale VVD og arbejderpartiet PvdA står begge til 31 mandater.

Offentliggjort Sidst opdateret