Dokumenter blotlægger desperat situation i Ukraines luftforsvar
Ifølge dokumenterne står den del af Ukraines luftforsvar, der står for at beskytte soldaterne på frontlinjerne, til at være komplet indskrænket 23. maj. (Arkivfoto). Foto: Sergei Supinsky/Ritzau Scanpix
Ukraine har desperat brug for en forstærkning af sit luftforsvar for at afværge Rusland, hævder dokumenter.
Ukraine har desperat brug for at forstærke sit luftforsvar for at undgå at blive overrumplet af russiske kampfly.
Det skriver avisen The New York Times på baggrund af samtaler med anonyme amerikanske embedsmænd og nyligt lækkede tophemmelige dokumenter.
I krigens tidlige dage bombede russiske kampfly mål i Ukraine under hundredvis af missioner.
Men Ukraines hurtige reaktion samt russiske piloters dårlige sigte forhindrede ifølge The New York Times den totale ødelæggelse af landets forsvar.
Nu er bekymringen dog, at Ruslands byger af angreb langvejs fra er ved at udtømme Ukraines lager af den type missiler, som landet bruger til at forsvare sig med.
Ifølge nyligt lækkede dokumenter fra det amerikanske militær står Ukraines lager af missiler til missilforsvarssystemerne S-300 og Buk til at være aftappet inden 3. maj og muligvis allerede i midten af april.
Dokumenterne stammer fra 28. februar og er baseret på udtømningsraten af missilerne på daværende tidspunkt.
Validiteten af de lækkede filer omtalt af avisen The New York Times i sidste uge er endnu ikke bekræftet, men det amerikanske justitsministerium undersøger i samarbejde med forsvarsministeriet sagen.
Ifølge Reuters skulle dokumenterne have floreret på sociale medier i flere uger forinden avisens historie.
Ifølge dokumenterne står den del af Ukraines luftforsvar, som er ansvarlig for at beskytte soldaterne på frontlinjen, til at være komplet indskrænket 23. maj.
Sker det, lyder det fra anonyme amerikanske embedsmænd til The New York Times, kan Rusland igen vurdere, at det er sikkert at sende sine bombe- og kampfly længere ind i Ukraine.
I sidste uge sagde den amerikanske regering, at den vil sende yderligere luftforsvarssystemer og ammunition til Ukraine som en del af en våbenpakke til en værdi af 2,6 milliarder dollar.
Det svarer til knapt 18 milliarder kroner.
Ifølge de embedsmænd, som The New York Times har talt med, er det dog ikke sikkert, at det vil være nok til at tilstrækkeligt opruste det ukrainske luftforsvar.
Det afhænger på samme tid af, om de øvrige NATO-lande også vil bidrage med egne våbenpakker, og hvorvidt Rusland er villig til at sætte sine krigsfly på spil.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned