Dolce & Gabbana får kæmpebøde for skattesvindel
En italiensk domstol har beordret det verdenskendte modehus Dolce & Gabbana at betale en bøde på ikke mindre end 343 millioner euro plus renter for ikke at have indberettet millioner af euro i indtægter til skattemyndighederne i landet, skriver lokale medier.
Den internationale modegigant, som blandt andet benyttes hyppigt af stjerner som Beyoncé og Madonna, har planer om at anke dommen og skal derfor ikke betale noget, før appelsagen er afgjort.
Retten vurderede, at modehuset har "krænket lovgivningen med det ene formål at skaffe en skattemæssig fordel".
Sagen mod Domenico Dolce og Stefano Gabbana startede i 2004, hvor designerne stiftede et firma i Luxembourg under navnet "Gado" - en forkortelse af topdesignernes efternavne - mens modehuset stadig drev virksomhed i Italien.
Denne konstruktion fik det italienske skattevæsen til at mistænke de to designere for at have lavet den specielle firmakonstruktion med henblik på at spekulere i skatteplanlægning og ulovlige skattebesparelser - kort sagt: At snyde den italienske stat.
Skattevæsenet vurderer, at designerne ved firmakonstruktionen har sparet og undgået at betale i omegnen af 420 millioner euro.
Parret har gentagne gange benægtet og afvist alle anklager.
- Alt, jeg interesserer mig for, er at skabe tøj. Det er alt. Lad dem sige og gøre hvad de vil, skrev Domenico Dolce på sin Twitter-profil efter dommen lørdag, som ikke blev officielt annonceret, men blev rapporteret i den lokale presse sent søndag.
- At blive beskyldt for noget, der ikke er sandt, er ikke en smuk ting, men spørgsmålet er, hvem der overhovedet bekymrer sig om det. Vi ender alle i jorden i sidste ende, tweetede designeren videre.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker