Dommer stopper auktion over Elvis' berømte ejendom
Elvis købte Graceland i 1957. Han boede der frem til sin død i 1977. (Arkivfoto). Foto: Beth J. Harpaz/Ritzau Scanpix
Elvis Presleys barnebarn kalder krav fra selskab "bedragerisk". Dommer vil have klarhed før auktion.
Elvis Presleys familie kan indtil videre beholde den afdøde sangers berømte hjem Graceland.
En dommer i Tennessee har onsdag blokeret for en auktion over Graceland, som var rocksangerens hjem i Memphis i delstaten Tennessee.
Det skriver det amerikanske medie CNN.
Skuespilleren Riley Keough, som er barnebarn af Elvis, arvede blandt andet Graceland, da hendes mor, Lisa Marie Presley, døde sidste år.
Men Graceland er efterfølgende blevet centrum i en strid med selskabet Naussany Investments.
Selskabet siger, at Elvis' ejendom indgik som sikkerhed i et lån, Lisa Marie Presley optog, men aldrig betalte tilbage.
Derfor ønskede selskabet at sætte ejendommen på auktion torsdag denne uge.
Men dommer JoeDae Jenkins har udskudt Graceland-salget, indtil det ved fremtidige høringer bliver fastslået, hvem der er den retmæssige ejer. Det skriver CNN.
Det var 15. maj, at Riley Keough lagde sag an mod selskabet ved en domstol i Tennessee. Her kaldte hun selskabets krav på huset for "bedragerisk".
- Lisa Marie Presley har aldrig lånt penge af Naussany Investments & Private Lending og har aldrig givet Naussany Investments et pantebrev, lyder det blandt andet.
Det er tale om "forfalskninger", hvis selskabet påstår at have bevis for, at Lisa Marie Presley har taget et sådant lån, sagde hendes datter.
Måske bliver der endda slet ikke behov for retsmøder i sagen.
Selskabet Naussany Investments vil nemlig trække alle krav tilbage, skriver en person, der tilsyneladende repræsenterer selskabet, i en e-mail til nyhedsbureauet AP. Personens e-mail-adresse fremgår af retsdokumenter.
Men online-fortegnelser fra retten viser onsdag aften dansk tid dog endnu ikke, at kravet skulle være droppet, skriver nyhedsbureauet.
Elvis købte Graceland i 1957. Han boede der frem til sin død i 1977.
Huset er blevet en del af den verdenskendte sangers eftermæle og har et museum, der hvert år tiltrækker omkring 600.000 besøgende.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde