Dommer støtter demokrater i udlevering af Trumps skattepapirer
USA's præsident, Donald Trump, holdt natten til tirsdag tale i Montoursville i Pennsylvania, USA, i kampen om at blive genvalgt i 2020. Foto: Carlos Barria/Reuters
Carlos Barria/Reuters
Det er første gang, at en retslig instans blander sig i konflikten mellem Demokraterne og Det Hvide Hus.
En føderal dommer i USA bakker op om Demokraternes krav om at se præsident Donald Trumps skattepapirer.
Ved en domstol i Washington D.C. nægter den amerikanske distriktsdommer Amit Mehta således at annullere Demokraternes stævning, der kræver at få udleveret flere års skattepapirer, helt tilbage fra før Trump blev USA's præsident. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Det er første gang, at en retslig instans blander sig i den langvarige konflikt mellem Demokraterne og Det Hvide Hus. Konflikten begyndte, efter at Demokraterne fik flertal i Repræsentanternes Hus.
Trump mener selv, at han bliver udsat for chikane og har nægtet at udlevere sine skattepapirer, sine finansielle papirer og indhold angående Ruslands mulige forsøg på at påvirke præsidentvalget i 2016.
15. april bad Demokraterne om Trumps skattepapirer for alle år siden 2011.
Kort efter forklarede præsidentens tidligere advokat Michael Cohen i et retsmøde, hvordan Trump ofte ville ændre formueværdien af sine aktiver og gældsposter.
En uge senere, 22. april, sagsøgte Trump-administrationen Demokraterne og krævede, at retten fandt Demokraternes stævning ugyldig.
Donald Trumps advokater har indikeret, at de vil appellere kendelsen.
I USA er der en mangeårig tradition for, at præsidentkandidater lægger deres selvangivelser åbent frem, men det er ikke et lovkrav.
Under valgkampen brød Trump med traditionen. Det fik hans modstander, demokraten Hillary Clinton, til at antyde, at Trumps skattepapirer ville vise, at hans virksomheder ville være meget mindre værd, end Trump har hævdet.
The New York Times har fået adgang til Trumps skattepapirer fra 1980'erne og 1990'erne. Papirerne viser, at Trumps virksomheder var i en "meget værre tilstand end hidtil antaget", skriver avisen.
Ifølge papirerne mistede Trump syv milliarder kroner mellem 1985 og 1994. Både i år 1990 og 1991 mistede han over halvanden milliard kroner.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet