Domstol afviser at give fængsel på livstid til Rwanda-helt
Paul Rusesabagina ses her på vej mod en retssal tilbage i februar 2021 i forbindelse med sagen mod ham. Foto: Clement Uwiringiyimana/Reuters
Paul Rusesabagina er kendt for sine heltegerninger og fra filmen "Hotel Rwanda". Han afsoner dom på 25 år.
En appeldomstol i det centralafrikanske land Rwanda har mandag afvist at udvide en fængselsstraf på 25 år til Paul Rusesabagina.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Rusesabagina, der er kendt for sine heltegerninger under folkedrabet i Rwanda i 1994, slipper dermed for fængsel på livstid.
Den i dag 67-årige Rusesabagina blev et kendt navn, da han blev portrætteret i Hollywood-filmen "Hotel Rwanda" fra 2004. Her beskrives det, hvordan han var med til at redde hundredvis af liv under folkedrabet.
Trods sin helterolle dengang blev han i 2021 idømt 25 års fængsel.
Anklagerne har efterfølgende anmodet om at få straffen udvidet til fængsel på livstid. Men det afviste en appeldomstol altså mandag.
- Da det er første gang, han straffes, vurderer retten, at straffen ikke skal udvides, fordi de 25 år han har fået, svarer til alvoren af hans forbrydelser.
- Retten fastholder straffen, lyder det fra dommer Francois Regis Rukundakuvuga ifølge nyhedsbureauet AFP.
Sagen handler om Rusesabaginas engagement i oppositionspartiet Rwandas Bevægelse for Demokratisk Forandring (MRCD), som han er medstifter af.
I 2018 og 2019 skete en række angreb på landsbyer i det sydlige Rwanda nær grænsen til Burundi. Myndighederne anklagede Den Nationale Befrielsesfront (FLN), som er en væbnet gren af MRCD, for angrebet.
- Jeg benægter ikke, at FNL begik forbrydelser, men min rolle var diplomati, har Rusesabagina tidligere forklaret i forbindelse med sagen.
Den knap 20 år gamle film "Hotel Rwanda" viser, hvordan Paul Rusesabagina som hotelbestyrer i 1994 reddede hundredvis af tutsier under radikale hutuers folkedrab på cirka 800.000 mennesker.
I filmen portrætteres han af den amerikanske skuespiller Don Cheadle. Cheadle blev nomineret til en Oscar for sin rolle.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde