Domstol forbyder Morales at stille op til senatet i Bolivia
Socialisten Morales, der i næsten 14 år var præsident i Bolivia, lever i dag i eksil i Argentina. (Arkivfoto) Foto: Agustin Marcarian/Reuters
Agustin Marcarian/Reuters
Evo Morales, som lever i eksil i Argentina, opfylder ikke bopælskrav for at stille op til valg, siger dommer.
En boliviansk domstol har mandag forbudt tidligere præsident Evo Morales i at stille op til senatet ved valget i oktober.
Det sker med den begrundelse, at han ikke lever op til bopælskravet.
Det fortæller dommer Alfredo Jaimes til lokale medier ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Evo Morales lever i eksil i Argentina. Han trådte tilbage sidste år, efter at et omstridt valg udløste store protester i Bolivia.
Parlamentsvalget i Bolivia er planlagt til 18. oktober efter at være blevet forsinket på grund af coronapandemien.
Domstolens afgørelse falder i tråd med en kendelse fra Bolivias valgdomstol i februar, der ligeledes blokerede Morales' kandidatur til senatet, og kan ikke ankes.
Valget i oktober ses som afgørende for at genoprette den politiske stabilitet i Bolivia, skriver nyhedsbureauet dpa.
Det sydamerikanske land har befundet sig i en politisk krise efter et omstridt præsidentvalg i oktober sidste år. Valget udløste store folkelige protester og sammenstød mellem tilhængere og modstandere af daværende præsident Evo Morales.
Da Morales erklærede sig som vinder af valget, eskalerede urolighederne med gadekampe og påstande fra oppositionen om valgfusk.
Den 10. november varslede Morales først et nyvalg, men senere samme dag meddelte han sin afgang.
Socialisten Morales, der i næsten 14 år var præsident i Bolivia, befinder sig ikke længere i landet. I første omgang flygtede han til Mexico og siden til Argentina, hvor han sammen med flere tidligere medlemmer af sin regering har fået asyl.
Siden han fratrådte, har den konservative Jeanine Áñez været fungerende præsident i Bolivia, hvor hun har dannet en midlertidig, borgerlig regering.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde