Domstol giver kongresudvalg lov at se Trumps selvangivelser
USA's tidligere præsident Donald Trump har forsøgt at undgå at skulle udlevere sine skatteoplysninger til et kongresudvalg, der har bedt om at gennemgå papirerne. Nu har en appeldomstol beordret papirerne udleveret. (Arkivfoto). Foto: Jim Watson/Ritzau Scanpix
Donald Trump lider nederlag i strid om, hvorvidt kongresudvalg må få adgang til hans skattedokumenter.
Et udvalg i Repræsentanternes Hus har ret til at se tidligere præsident Donald Trumps selvangivelser. Det har en føderal appeldomstol afgjort tirsdag, skriver Reuters.
Udvalget, The Ways and Means Committee, gik første gang til domstolene i april 2019 med krav om at få udleveret Trumps skattepapirer.
Det har Trump og hans advokater modsat sig.
Striden har verseret ved domstolene i over tre år nu, og Trumps muligheder for igen at appellere afgørelsen er ved at være begrænsede.
Appeldomstolen mener, at anmodningen er relevant for udvalgets arbejde.
Anmodningen strider ikke mod forfatningen eller princippet om magtens deling, som Trumps advokater har argumenteret for, lyder det i afgørelsen.
Trump selv har betegnet forskellige myndigheders ønske om at se hans selvangivelser som "en heksejagt".
Kongresudvalget skriver på Twitter, at "loven er på vores side i anmodningen om at få Trumps selvangivelser".
- Vi forventer at modtage de ønskede selvangivelser og revisionsdokumenter omgående, lyder det videre i beskeden på Twitter.
Hvis papirerne bliver udleveret til udvalget, ventes de ikke umiddelbart at blive offentligt tilgængelige.
Men detaljer om økonomien i ekspræsidentens selskab, Trump Organization, kan komme frem inden næste præsidentvalg i 2024. Her har Trump mere end antydet, at han vil stille op igen.
Det magtfulde kongresudvalg tager sig af spørgsmål vedrørende blandt andet skattelovgivning.
Trump er den første amerikanske præsident i 40 år, der har nægtet at offentliggøre sine skatteoplysninger.
Det er ikke et lovkrav, at en præsident gør det. Men Trumps afvisning har rejst spørgsmål om, hvorvidt der har været interessekonflikter i løbet af hans embedsperiode.
Der var ikke umiddelbart nogen kommentar fra Trump eller hans advokater til appeldomstolens afgørelse.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde