Domstol: Græsk stats-tv skal genåbne

Først kom det frem, at græske premierminister, Antonis Samaras, havde tilbudt at genåbne den statslige radio- og tv-kanal ERT midlertidigt, og en halv time senere faldt så en afgørelse fra en græsk domstol med den samme budskab.

Offentliggjort Sidst opdateret

Faktum er, at ERT, hvis lukning for en uge siden udløste højlydt kritik, nu ser ud til at genopstå - i hvert fald midlertidigt.

Samaras kom med udmeldingen under samtaler med koalitionspartnere i et forsøg på at bygge bro over den konflikt, der opstod, efter at regeringen valgte at lukke stationen med 2700 ansatte for en uge siden.

Premierministeren insisterer dog på, at ERT skal omstruktureres og genopstå i en ny og slankere udgave ifølge regeringskilden.

Den overraskende melding om, at ERT skulle lukke, blev mødt med vrede i Grækenland, hvor der kort efter var generalstrejke i 24 timer med lukkede regeringskontorer og hospitaler på nødberedskab.

Lukningen blev af mange i Athen opfattet som et led i Grækenlands omfattende spareøvelse, som har været en betingelse fra EU og Den Internationale Valutafond, IMF, til gengæld for at modtage økonomisk krisehjælp.

EU-Kommissionen har dog fastslået, at man ikke har krævet stationen lukket. Men fra Bruxelles lyder det også, at public service er en integreret del af det europæiske demokrati.

Den græske premierminister skulle mandag også have tilbudt at foretage en ministerrokade i slutningen af juni og se på koalitionsaftalen med sine støtter hos det socialistiske Pasok og Det Demokratiske Venstre.

Premierministeren hører til partiet Nyt Demokrati.

I forbindelse med den meget pludselige lukning af ERT blev det nævnt, at kanalen måske kunne genopstå i en ny form senere.

/ritzau/AFP