Domstol konfiskerer del af Thaksins formue

Den tidligere thailandske premierminister Thaksin Shinawatra bliver frataget over halvdelen af sin formue.

Thailands højesteret har besluttet at konfiskere værdier for i alt 46 milliarder baht (7,7 milliarder kroner) fra den korruptionssigtede ekspremierminister.

Domstolen finder, at Thaksin skjulte sit ejerskab i familieforetagendet, telegiganten Shin Corp, mens han var ved magten fra 2001 til 2006, og at en del af regeringens politik favoriserede selskabet. Blandt andet indgik Shin Corp lukrative kontrakter med regeringen.

Thaksin har hele tiden fastholdt sin uskyld.

- Jeg vil gerne understrege, at min familie og jeg har tjent disse penge ved hårdt arbejde og ikke ved korruption, skrev han på sin hjemmeside tidligere på dagen.

Ifølge anklagerne ejede Thaksin og hans fraskilte hustru i realiteten 48 procent af aktierne i Shin Corp gennem deres børn og udenlandsk registrerede selskaber.

Ifølge thailandsk lov må valgte politikere ikke have en ejerandel på mere end fem procent af en virksomhed.

Højesteretten skulle tage stilling til, hvorvidt hele Thaksins formue på et beløb svarende til 12,6 milliarder kroner skulle konfiskeres. Men han har fået lov at beholde de penge, han har tjent, inden han tiltrådte som premierminister.

- Det ville være uretfærdigt over for Thaksin at konfiskere hele formuen, sagde dommerne.

- Men i og med, at han var statsembedsmand og i strid med forfatningen havde aktier i et selskab, der modtog bevillinger fra staten, har han misbrugt sin stilling, understregede dommerne i afgørelsen.

/ritzau/Reuters

Thailands højesteret beslaglægger værdier for næsten otte milliarder kroner fra landets korruptionssigtede tidligere premierminister Thaksin Shinawatra.

Offentliggjort Sidst opdateret