Domstol kræver Sudans præsident anholdt under topmøde
Sudans folkedrabssigtede præsident risikerer at blive anholdt under et topmøde i Sydafrika.
Den Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag håber, at de sydafrikanske myndigheder vælger at anholde en af de mere prominente personer, som domstolen ønsker at retsforfølge.
Det drejer sig om Sudans folkedrabssigtede præsident, Omar al-Bashir, der søndag menes at være ankommet til Sydafrika for at deltage i et topmøde i Den Afrikanske Union.
- Jeg opfordrer Sydafrika, der altid har bidraget til at styrke domstolen, til at gennemføre anholdelsesordren, siger ICC's præsident, Sidiki Kaba, i en udtalelse.
Myndigheder i Johannesborg afviser imidlertid at bekræfte Bashirs ankomst til topmødet.
Ikke desto mindre rapporterer det sydafrikanske medie SABC, at den kontroversielle præsident er blevet "budt velkommen af sydafrikanske embedsmænd og sudanske diplomater".
Omar al-Bashir er eftersøgt af Den Internationale Straffedomstol i Haag for folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden i Sudans vestlige Darfur-region.
Siden sigtelserne blev rejst i 2009, har han i overvejende grad sørget for at begrænse sine rejser til lande, der ikke er medlemmer af ICC. I tilfældet Sydafrika gør han tilsyneladende en undtagelse.
Omar al-Bashir, som har været præsident siden 1989, er verdens eneste siddende statsleder, der er efterlyst for krigsforbrydelser af Den Internationale Straffedomstol.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde