Domstol stadfæster al-Khawajas livstidsdom

En appeldomstol i Bahrain har stadfæstet den dansk-bahrainske aktivist Abdulhadi al-Khawajas livstidsdom for at opfordre til et systemskifte i landet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det fremgår af en af hans tidligere advokater, Faten Al Haddads, opdateringer på Twitter.

Al-Khawaja er shiamuslim som størstedelen af Bahrains befolkning og han har gennem flere år været stærkt kritisk over, at den sunnimuslimske kongefamilie sidder tungt på magten.

Han blev anholdt sidste år for at opfordre til et systemskifte og siden idømt livsvarigt fængsel af en militærdomstol. Den er den livstidsdom, som han fik lov til at prøve ved en appeldomstol, men som altså nu har stadfæstet dommen.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters har al-Khawaja og resten af den gruppe på 20 aktivister, som fik stadfæstet deres domme tirsdag, stadig mulighed for at appellere dommen.

Al-Khawajas familie, der også er dybt involveret i kampen mod det eksisterende styre i Bahrain, har hele tiden fastholdt, at selvom tirsdagens dom ville falde i en civildomstol, så ville den ikke være uafhængig af styret.

Al-Khawajas sag har været forsidestof verden rundt, fordi han har været en af oprørsgruppens ledere gennem længere tid og et af dens væsentligste ansigter udadtil, blandt andet fordi han i foråret gik i sultestrejke.

Strejken varede 110 døgn, men var kontrolleret af myndighederne, som tvangsfodrede ham med væske og mineraler via drop.

Både FN, USA og EU har presset på for at få al-Khawaja udleveret, og den danske udenrigsminister, Villy Søvndal (SF) har gjort det samme - dog uden held.

/ritzau/