Domstol tillader californisk våbenforbud at træde i kraft i 2024
Den demokratiske guvernør i Californien, Gavin Newsom, underskrev en ny våbenlov i september. Den kan træde i kraft fra 2024, har appeldomstol sagt efter blokering. (Arkivfoto). Foto: Jeff Chiu/Ritzau Scanpix
En lov, der forbyder borgere at bære skydevåben på en række offentlige steder, må træde i kraft i det nye år.
En føderal appeldomstol har lørdag amerikansk tid besluttet, at et forbud mod at bære skydevåben på de fleste offentlige steder i delstaten Californien må træde i kraft ved indgangen til det nye år.
Appeldomstolen har besluttet, at en anden dom fra tidligere i december skal sættes på pause. Da konkluderede en dommer ellers, at loven krænker borgernes ret til at bære våben i henhold til den amerikanske forfatning.
Våbenforbuddet blev underskrevet af den demokratiske guvernør i Californien, Gavin Newsom, i september.
Loven forbyder, at man må bære skydevåben på 26 kategorier af "følsomme steder". Det gælder eksempelvis på hospitaler, legepladser, stadioner og zoologiske haver.
Det gælder også for folk, som har tilladelse til at bære skjulte våben.
I juni 2022 slog USA's Højesteret fast, at en våbenregulering i delstaten New York strider mod den amerikanske forfatning.
I praksis betød det, at Højesteret fastslog, at man i alle amerikanske delstater har ret til at bære våben i offentligheden.
Californien er blandt de amerikanske delstater med den strengeste våbenlov.
En række våbenrettighedsgrupper har argumenteret for, at loven er i strid med den amerikanske forfatning og har derfor anlagt et søgsmål.
Cormac Carney, distriktsdommer i Californien udpeget af den tidligere republikanske præsident George W. Bush, var enig med våbenrettighedsgrupperne.
Derfor blokerede han 20. december loven, indtil retssagen er færdig.
Cormac Carney skrev, at loven "gør nærmest ethvert offentligt område i Californien til et følsomt sted, og i realiteten afskaffer den anden tilføjelses (til USA's forfatning, red.) ret for lovlydige og yderst kvalificerede borgere til at være bevæbnet og til at forsvare sig selv offentligt".
Californiens statsadvokat, Bob Bonta, bad herefter en appeldomstol om at sætte påbuddet i bero, da en blokering af loven ville betyde, at "ti millioner af californiere vil stå over for forhøjet risiko for våbenvold".
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned