Domstol: Trumps indrejseforbud er nok forfatningsstridigt
Donald Trumps indrejseforbud rettet mod seks lande i Mellemøsten og Afrika er sandsynligvis i strid med forfatningen, slår appeldomstol fast og stadfæster blokering af forbuddet fra lavere retsinstans (arkivfoto). Foto: /ritzau/AP/Evan Vucci
/ritzau/AP/Evan Vucci
Trumps indrejseforbud blokeres af en appeldomstol, som siger, at det nok er i strid med USA's forfatning.
En appeldomstol i delstaten Virginia i USA har stadfæstet en blokering af præsident Donald Trumps midlertidige indrejseforbud rettet mod borgere fra seks lande i Mellemøsten og Afrika.
Sagsøgerne ville sandsynligvis kunne vinde en sag, om at indrejseforbuddet er i strid med USA's forfatning, vurderer domstolen.
Stadfæstelsen blev vedtaget med ti stemmer for og tre imod.
Domstolen i Virginia er "ikke overbevist" om, at indrejseforbuddet, hvor de seks lande nævnes, har "mere med USA's nationale sikkerhed at gøre end med præsidentens forbud mod muslimer".
Trump luftede sine planer om at udelukke muslimer fra USA flere gange under valgkampen. Han sagde det blandt andet i december 2015 efter et angreb i San Bernardino, hvor et par med pakistanske rødder dræbte 14 personer.
Vurderingen fra domstolen lyder, at indrejseforbuddet kan påføre dem, der har rejst sagen, "uoprettelig skade", hvis det effektueres.
Som noget af det første efter sin tiltræden underskrev Trump et præsidentielt dekret rettet mod borgere fra syv lande. Fælles for dem er, at befolkningerne er overvejende muslimske.
Hurtigt blev dekretet blokeret af domstolene.
Siden har præsidenten udarbejdet et nyt. Det omfatter borgere fra seks lande, da Irak blev slettet fra listen.
Det drejer sig om Syrien, Libyen, Somalia, Sudan, Iran og Yemen.
Hawaiis demokratiske justitsminister, Douglas Chin, har tidligere kaldt det nye indrejseforbud en version 2.0 af det første forbud.
Den amerikanske justitsminister, Jeff Sessions, siger, at indrejseforbuddet skal beskytte USA mod terrorangreb.
Han oplyser efter torsdagens afgørelse fra Virginia, at han er parat til at tage sagen videre til Højesteret.
- Dette blokerer for præsidentens forsøg på at styrke landets nationale sikkerhed. Justitsministeriet vil fortsat forsøge at forsvare folket i vores land mod farer og vil tage sagen til Højesteret, siger Sessions.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned