Dømt nazist slipper for fængsel

Josef Scheungraber, en tidligere nazistisk kommandant, der i 2009 blev idømt livsvarigt fængsel for drabene på 10 italienere under Anden Verdenskrig, kommer ikke til at afsone sin straf.

Han er simpelthen for mentalt svækket, siger hans forsvarer.

Scheungraber blev dømt for at have beordret en massakre på civile i den toscanske landsby Falzano di Cortona i 1944.

Han fastholdt sin uskyld under hele den 11 måneder lange retssag i München, men beviserne mod han var for stærke.

Siden dommen er det lykkedes hans forsvarer at holde den i dag 93-årige Scheungraber ude af fængsel med henvisning til hans svigtende helbred.

Forsvareren, Günter Widmaier, sagde torsdag til nyhedsbureauet Reuters, at anklagemyndigheden nu har accepteret helt at opgive forsøgene på at få Scheungraber fængslet.

- Han har mistet kontakten med verden omkring ham, siger Widmaier, der siger, at hans klient heller ikke var klar nok i hovedet til at forstå retssagen eller dommen.

Scheungrabers mænd skød i juni 1944 en 74-årig kvinde og tre mænd på gaden i Falzano di Cortona. Derefter tvang de 11 mænd i alderen 15 til 66 år ind i en bondegård, som de sprængte i luften.

Efter Anden Verdenskrigs afslutning tilbragte Scheungraber årtier som en fri mand i sin bayerske hjemby Ottobrunn, hvor han drev en forretning med træarbejder og jævnligt deltog i mindeoptog for faldne nazister.

/ritzau/Reuters

Selv om nazisten Josef Scheungraber forrige år blev idømt livsvarigt fængsel, slipper han for afsoning.

Offentliggjort Sidst opdateret