Donald Trump skruer op for guld og bling-bling på sit præsidentkontor

En bordskåner i guld med "TRUMP" skrevet på siden ligger på sofabordet i Det Ovale Værelse. (Arkivfoto). Foto: Mandel Ngan/Ritzau Scanpix

Trump sender politiske budskaber med sin udsmykning af Det Ovale Værelse. Han har lavet sit kontor om til et filmset, der reflekterer hans brand, siger ekspert.

Offentliggjort Sidst opdateret

Da Donald Trump igen blev USA's præsident, lovede han en "gylden æra" for Amerika.

Om han holder, hvad han lover, vil tiden vise. Men på ét punkt er der ingen tvivl om, at han har leveret.

Det Ovale Værelse, præsidentkontoret i Det Hvide Hus, har i løbet af Trumps første to måneder tilbage i chefstolen fået en gylden og iøjnefaldende overhaling.

Det skriver AFP, der har kigget nærmere på, hvordan Trump hidtil har udsmykket værelset, hvor de store beslutninger bliver taget.

Indtil videre har præsidenten pyntet kontoret med blandt andet forgyldte trofæer og guldbelagte bordskånere med hans navn på.

Dertil er næsten hver en tomme på væggene dækket af portrætter af Trumps forgængere.

Nærmest hver dag virker det til, at han tager noget nyt med til kontoret.

Senest i denne uge har Trump fået en kopi af den amerikanske uafhængighedserklæring - det historiske dokument, som udløste Amerikas frihed fra britisk monarki for 250 år siden - til at pryde i Det Ovale Værelse.

Det er intet tilfældigt over Trumps udsmykning, fortæller Peter Loge, leder af George Washington Universitys medieundervisning.

- Præsident Trump er rigtig god til at spille rollen som Donald Trump.

- Showet er meningen. En del af showet er bling-bling. Det ville være overraskende, hvis ikke Trump lavede Det Ovale Værelse om til et filmset, der reflekterer hans brand, siger han.

Det Ovale Værelse er det måske mest markante symbol på amerikansk magt.

Det bliver ofte brugt til blandt andet pressemøder og officielle møder med udenlandske ledere, hvor der er adgang for pressen. Dermed går billeder og optagelser fra kontoret ofte verden rundt.

Trump kan med andre ord bruge udsmykningen til at sende politiske budskaber.

Nær Trumps skrivebord i Det Ovale Værelse hænger et billede af det republikanske ikon Ronald Reagan, mens et kort med "Den Amerikanske Golf" er stillet tydeligt frem. (Arkivfoto). Foto: Mandel Ngan/Ritzau Scanpix

For eksempel om en gylden tid med ham i spidsen.

Men også portrætterne, der er kommet op at hænge, giver hentydninger til Trumps dagsorden som præsident. Et portræt af James Polk, som var præsident fra 1845 til 1849, er nu at finde på væggen.

Under Polk, USA's 11. præsident, oplevede USA sin periode med den største territoriale udvidelse.

Polk er at se på kontoret, på et tidspunkt hvor Trump taler åbent om at annektere Grønland, tage kontrol over Panamakanalen og overtage Gaza.

Det er kutyme, at en ny præsident vælger, hvordan Det Ovale Værelse skal tage sig ud.

Typisk har de nogenlunde samme udvalg at vælge imellem, men der er så meget forskelligt, at de stadig formår at give kontoret et personligt præg. De kan for eksempel på gå rov i Det Hvide Hus' store kunstsamling.

Der er en tydelig forskel på, hvilke valg republikanske Trump har taget sammenlignet med hans forgænger, demokraten Joe Biden. Noget, Trump også selv er klar over.

I en guldramme lige uden for Det Ovale Værelse hænger forsiden på en tabloidavis, hvor Trumps forbryderfoto fra 2023, hvor han i delstaten Georgia var tiltalt for at forsøge at omstøde valgresultatet fra præsidentvalget i 2020, er på forsiden. (Arkivfoto). Foto: Jim Watson/Ritzau Scanpix

- Tror du, at Joe Biden ville gøre det her? Det tror jeg ikke, sagde Trump, da han tidligere på ugen viste uafhængighedserklæringen frem i et interview med Fox News.

Biden havde fem portrætter rundt om ildstedet, som ofte danner bagtæppe, når en amerikansk præsident taler med udenlandske ledere.

Trump har ni og dertil endnu flere nær sit kontorbord, heriblandt et af det republikanske ikon Ronald Reagan.

Et andet nyt og fremstående motiv på kontoret, som ikke var der under Biden, er et kort over "Den Amerikanske Golf", som Trump-administrationen konsekvent kalder Den Mexicanske Golf.

Også lige uden for kontoret har Trump sat sit præg med en særlig detalje, som han ifølge AFP er ekstra tilfreds med.

I en guldramme hænger forsiden på en tabloidavis. På forsiden er Trumps forbryderfoto fra 2023, da han i delstaten Georgia var tiltalt for at forsøge at omstøde valgresultatet fra præsidentvalget i 2020.

/ritzau/AFP

Øvrige detaljer

* Trump har ligesom Biden en buste af borgerrettighedsforkæmperen Martin Luther King fremme i Det Ovale Værelse. Derudover har Trump igen fundet en buste af Winston Churchill, Storbritanniens premierminister under Anden Verdenskrig, frem. Den havde Trump også fremme, da han var præsident 2017-2021.

* På kaminhylden havde Biden en plante, som angiveligt stammer tilbage fra John F. Kennedys præsidenttid. Trump har i stedet syv forgyldte beholdere af en slags, hvoraf nogle er mere end 200 år gamle.

* Der er meldinger om, at Trump planlægger at give den berømte rosenhave, som han kigger ud på fra Det Ovale Værelse, en stor overhaling. Angiveligt ønsker Trump, at den skal være mere som en gårdhave og dermed minde mere om, hvad han er vant til fra sit hjem i Florida, Mar-a-Lago.

Kilde: AFP.

/ritzau/

Ved ildstedet i Det Ovale Værelse hænger ni portrætter af tidligere amerikanske præsidenter. Under Trumps forgænger, Joe Biden, hang der fem. På kaminhylder har gyldne beholdere af en slags erstattet en plante. (Arkivfoto). Foto: Mandel Ngan/Ritzau Scanpix
Det Ovale Værelse er det måske mest markante symbol på amerikansk magt. Det er ofte her, at Trump underskriver præsidentielle dekreter. Det bliver også hyppigt brugt til blandt andet pressemøder og officielle møder med udenlandske ledere, hvor der er adgang for pressen. (Arkivfoto). Foto: Evelyn Hockstein/Reuters

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu