Donald Trump vil indføre dødsstraf til narkohandlere
Donald Trump er mandag klar med en plan for bekæmpelse af narkotika i USA. Foto: Reuters/Kevin Lamarque/arkiv
Reuters/Kevin Lamarque/arkiv
Trump foreslår dødsstraf til narkohandlere og hårdere straffe til narkosmuglere i en ny plan mod afhængighed.
USA's præsident, Donald Trump, vil mandag afsløre en plan for bekæmpelse af det, han kalder en afhængighedskrise i landet.
Planen indeholder blandt andet dødsstraf til narkohandlere, ligesom at den opfordrer Kongressen til at skærpe strafferammen for narkosmuglere.
Det oplyser tjenestemænd fra Det Hvide Hus i en pressemeddelelse søndag aften lokal tid ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- Justitsministeriet vil søge dødsstraf til narkosmuglere, når det er hensigtsmæssigt i henhold til den nuværende lovgivning, udtaler Andrew Bremberg, direktør for Trumps indenrigspolitiske råd.
Det Hvide Hus giver ingen specifikke eksempler på, hvornår det vil være hensigtsmæssigt at søge dødsstraf til narkohandlere.
Donald Trump rejste spørgsmålet om brug af dødsstraf til narkohandlere under et vælgerarrangement i Pennsylvania tidligere på måneden. Han har gentagne gange sagt, at enkelte narkohandlere er ansvarlige for tusindvis af dødsfald.
Ifølge planen vil regeringen ligeledes forsøge at reducere antallet af recepter på medicin med en tredjedel i løbet af de næste tre år. Det skal ske ved at fremme en praksis, der reducerer udskrevne recepter under føderale sundhedsprogrammer.
Donald Trump vil fremlægge sin plan i New Hampshire, der ifølge Reuters er hårdt ramt af den såkaldte opioid-epidemi.
Opioid-epidemien er en betegnelse for den hurtige stigning i brugen af både receptpligtige og ikke-receptpligtige lægemidler i USA og Canada, som tog sin begyndelse i slutningen af 1990'erne.
Ifølge nyhedsbureauet AFP er anslået 2,4 millioner amerikanere afhængige af opiater. Det vil sige narkotika, der omfatter receptpligtige, smertestillende midler samt heroin.
Mange demokratiske oppositionspolitikere er imod idéen om dødsstraf til narkohandlere. En sådan lovændring vil kræve handling fra Kongressen.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde