Drabet på en studine har fået en central rolle i USA's migrationsdebat

Tilhængere af Donald Trump holder skilte op til ære for den dræbte Laken Riley, mens den republikanske præsidentkandidat taler i Georgia i marts 2024. (Arkivfoto). Foto: Erik S. Lesser/Ritzau Scanpix

En illegal indvandrer fra Venezuela anklages for at dræbe en ung studine i USA. Republikanerne gør hendes sag til migrationens skrækeksempel.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ved bredden af en fredfyldt sø i den amerikanske sydstat Georgia former en bunke af sneakers et interimistisk mindesmærke.

Det er bygget til ære for den afdøde 22-årige sygeplejerskestuderende Laken Riley.

I februar blev hun myrdet, mens hun var ude på en løbetur om morgenen.

Den hovedmistænkte er en 26-årig illegal migrant fra Venezuela.

Den unge kvindes død er blevet en brik i migrationsdebatten i Georgia, som er en af de centrale svingstater til præsidentvalget i november.

Hundredvis deltog for nylig i en mindehøjtidelighed for Laken Riley.

Hun blev dræbt af slag mod hovedet og kvælning. Liget blev fundet i et skovområde tæt på en sø på Georgia Universitets campus.

- Det gør mig bange for min egen sikkerhed, siger Emma Turner, som studerer på universitetet.

For Emma Turner hænger drabet ikke sammen med migrationsdebatten.

- Vi bliver nødt til at se ham som et individ, som et menneske, siger hun om den mistænkte.

Også den 20-årige fysikstuderende Will Schlief er ved højtideligheden. Han mener noget andet.

- Fyren, der dræbte hende, kom over grænsen. Hvordan kan det ikke være et politisk emne? Det får helt sikkert indflydelse på min stemme i november, siger han.

Den afdøde Laken Riley fik en plads i Republikanernes præsidentkandidat, Donald Trumps tale til partiets konvent i juli.

Partiet trækker tråde mellem hendes død og andre dødsfald, som illegale migranter stilles til ansvar for.

Universitetsstuderende fra Augusta Universitet og Georgia Universitet mødes på campus for at ære den dræbte Laken Riley. Hun læste til sygeplejerske ved Augusta Universitet og blev fundet myrdet i nærheden af Georgia Universitet. (Arkivfoto). Foto: Nell Carroll/Ritzau Scanpix

Trump kalder migranter "mordere, narkohandlere og menneskesmuglere". Han siger, at de er blevet sendt afsted i "hundredtusindvis" for at "invadere" USA.

Flere studier viser, at der ikke er bevis for, at migranter begår mere kriminalitet end indfødte amerikanere.

Ekspræsident Trump har opførelsen af en grænsemur mellem USA og Mexico som mærkesag.

Ansvaret for problemerne placerer han hos sin modkandidat, vicepræsident Kamala Harris.

Og da præsident Joe Biden holdt sin årlige state of the union-tale i marts i Kongressen, råbte den republikanske politiker Marjorie Taylor Greene fra Georgia undervejs i Bidens tale "sig hendes navn!".

Det refererede til den myrdede Laken Riley.

Biden-administrationen har haft svært ved at adressere migrantproblemerne i USA.

Migration er et af Donald Trumps store emner i valgkampen. Da han var præsident fra 2017 til 2021, fik han ikke bygget den grænsemur til Mexico, som han havde lovet. Han lover nu, at muren bygges, hvis han vinder præsidentvalget i november. Billedet er fra den 22. august, da han besøgte Arizona-grænsen. Foto: Olivier Touron/Ritzau Scanpix

Partiet forsøger at føre en strammere udlændingepolitik samtidig med, at det vil reformere USA's ineffektive migrationssystem.

Republikanerne har profiteret af, at de kan bruge Rileys død som en katalysator til at anklage Joe Biden for ikke at "beskytte landet".

Det siger professor i statskundskab Charles Bullock ved Georgia Universitet.

- Republikanerne forsøger at gøre migrationsproblemet til noget, som er geografisk mere udbredt end kun omkring grænsen, siger Bullock.

Kim Willingham, en lokal fra byen Athens, hvor drabet skete, mener, at de opsigtsvækkende sager fjerner opmærksomheden fra andre problemer.

- Jeg føler nogle gange, at de lokale bliver efterladt, siger hun.

- Vi har en masse bandevold i Athens. En masse unge mennesker, der dør. Men ingen belyser det. Det er bare en undskyldning for at tale om migration - for at få nogle stemmer, siger Kim Willingham.

Vicepræsident Kamala Harris har haft problemer med at slå hårdt igen mod Trumps beskyldninger om, at hun ikke kan standse tilstrømningen af illegale migranter. Præsident Joe Biden gav hende opgaven med at løse problemerne i begyndelsen af hans præsidentperiode, men der bliver ved med at komme illegale migranter over grænsen. (Arkivfoto). Foto: Susan Walsh/Ritzau Scanpix

/ritzau/AFP

Svingstater i USA's præsidentvalg 2024

* De fleste stater i USA er traditionelt enten republikanske eller demokratiske.

* Tilbage står syv delstater, de såkaldte svingstater, der ofte er afgørende for præsidentvalget.

* Begge partier bruger meget energi og mange penge på kampagner i svingstaterne.

* Svingstaterne er i år Arizona, Georgia, Michigan, Nevada, North Carolina, Pennsylvania og Wisconsin.

* Til præsidentvalget i 2020 fik Joe Biden 12,000 flere stemmer end Trump og vandt dermed et marginalt flertal i staten Georgia.

Kilder: AFP, TV2

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu