Drabsbølge i nord får Honduras til at indføre udgangsforbud
Betjente og retsmedicinere fjerner lig efter en massakre i en billardhal i byen Choloma i det nordlige Honduras i weekenden. Foto: Delmer Martinez/Ritzau Scanpix
Lørdag blev over 20 mennesker dræbt på tværs af det nordlige Honduras. Nu indføres et natligt udgangsforbud.
Regeringen i Honduras har søndag indført et natligt udgangsforbud i to byer i den nordlige del af det mellemamerikanske land de næste 15 dage.
Det sker som følge af, at flere end 20 mennesker lørdag blev dræbt i en række angreb midt under en eskalerende voldsspiral i landet.
Svært bevæbnede mænd åbnede lørdag aften ild i en billardhal i den nordlige industriby Choloma og dræbte 13 mennesker.
Det oplyser politiets pressetalsperson, Edgardo Barahona.
Han fortæller samtidig, at mindst 11 andre personer lørdag blev dræbt i separate hændelser på tværs af den nordlige Valle de Sula-dal, herunder i byen San Pedro Sulay.
Søndag oplyser præsident Xiomara Castro, at et 15 dage langt udgangsforbud i Choloma i tidsrummet fra klokken 21.00 til klokken 04.00 træder i kraft med det samme.
I San Pedro Sula træder et lignende natligt udgangsforbud i kraft fra tirsdag den 4. juli.
- Adskillige operationer, herunder ransagninger, anholdelser og kontrolposter, er iværksat, skriver præsidenten på Twitter.
Siden december har der været erklæret delvis nødretstilstand i flere dele af Honduras i et forsøg på at dæmme op for vold mellem bander og kampe om territorier.
Søndag oplyser sikkerhedsminister Gustavo Sanchez, at den honduranske regering i løbet af de kommende dage vil sende et lovforslag til Kongressen, som går ud på at "klassificere medlemmer af en kriminel struktur, herunder bander, som terrorister".
Samtidig vil regeringen sende yderligere 1000 politibetjente og soldater til Valle de Sula-dalen.
Desuden udlover regeringen en kontant belønning på 800.000 lempira - cirka 223.0000 kroner - for at hjælpe med at identificere og anholde de ansvarlige for drabene i Choloma.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker