Drabsmand fra Strasbourg er skudt og dræbt
Franske specialenheder torsdag aften i bydelen Meinau i Strasbourg. Her havde den mistænke gerningsmand gemt sig efter angrebet på et julemarked tirsdag aften. Foto: Vincent Kessler/Reuters
Vincent Kessler/Reuters
Frankrigs indenrigsminister bekræfter, at mistænkt drabsmand Cherif Chekatt er blevet nedkæmpet i Strasbourg.
Den mistænkte drabsmand fra tirsdagens angreb i Strasbourg, Cherif Chekatt, er død.
Det bekræfter Frankrigs indenrigsminister, Christophe Castaner, ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Ministeren siger, at tre betjente på gaden stødte på en mand, de mente at kunne genkende som den mistænkte bag tirsdagens angreb.
Ifølge Castaner skød manden mod politiet, da de forsøgte at anholde ham.
- Politiet skød straks tilbage og neutraliserede manden, siger han.
Ifølge lokalavisen Les Dèrnieres Nouvelles d'Alsace åbnede Chekatt torsdag aften ild mod en politibil, inden han blev skudt.
Chekatt er ifølge avisen blevet nedkæmpet i Rue du Lazaret i bydelen Neudorf lige syd for Strasbourgs bymidte.
Det var en enhed fra specialstyrken BST, som deltog i aktionen med at nedkæmpe ham.
På sig havde Chekatt et skydevåben og en kniv. Han var mistænkt for at have dræbt tre personer og såret 13 på et julemarked i Strasbourg tirsdag aften.
Ifølge mediet France Info havde han siden tirsdag gemt sig på et lager i Plaine-des-Bouchers i kvarteret Meinau ikke langt fra bydelen Neudorf.
Over 700 politifolk har været sat ind i jagten på den mistænkte drabsmand.
Tidligere torsdag afspærrede politiet adskillige gader i Neudorf kun en kort køretur fra Strasbourgs bymidte.
Det var i denne bydel, at Cherif Chekatt kom i skudkamp med betjente, efter at han var trådt ud af en taxi tirsdag aften.
Politiet antog ved den lejlighed, at han var blevet ramt af et skud fra en betjent.
Indenrigsminister Christophe Castaner fortalte torsdag eftermiddag det franske senat, at politiet var gået i aktion på grundlag af et tip.
Torsdag aften kunne der høres skud i Strasbourg, og en helikopter hang over byen. Kort efter kom meldingen, at Chekatt var død.
En person, der kort efter angrebet tirsdag blev erklæret hjernedød, blev torsdag meldt som det tredje dødsoffer efter angrebet.
Chekatt var i forvejen særdeles kendt af politiet. Han havde en lang række domme for tyveri og vold bag sig både i Frankrig og Tyskland, der ligger ganske tæt på Strasbourg.
Han var født og opvokset i Strasbourg.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned