Dræberstormen Washi rammer Filippinerne

Dødstallet i Filippinerne er steget til 180, efter at den kraftige, tropiske storm Washi har ramt den sydlige del af østaten og har medført omfattende oversvømmelser og jordskred.

Det siger en talsmand for militæret.

Han tilføjer, at omkring 400 mennesker er savnet.

Det ser ud til, at det er gået specielt hårdt ud over Cagayan de Oro, en havneby på øen Mindanao. Her blev der tidligere meldt om 70 omkomne, senere 97.

Andre steder på øen har 48 mennesker mistet livet, men det tal blev offentliggjort, da det samlede dødstal lå på 119.

Talsmanden oberst Leopoldo Galon siger, at militæret bruger lastbiler, både og helikoptere til evakueringer. Mindst 2000 mennesker er evakueret fra Cagayan de Oro.

Det er oversvømmelser og mudderskred, som har kostet de mange mennesker livet. Folks huse er skyllet væk af vand eller mudder.

Borgmester i byen Iligan fortæller, hvordan det hastigt stigende vand fra omkringliggende floder hurtigt drev ind gennem mindst 10 byer i yderområderne nær Iligan.

- Det skete så hurtigt - og på et tidspunkt hvor folk lå og sov, siger Lawrence Cruz til tv-stationen GMA.

Tv-billeder fra samme kanal viste dramatiske billeder af en familie, som flygtede ud af et vindue i familiens hus, mens vandet omkring hastigt steg.

/ritzau/AFP

Dødstallet stiger og stiger i Filippinerne, hvor en voldsom storm skaber kaos og tragedier.

Offentliggjort Sidst opdateret