Drømmen om en republik lever i Australien kort før kongebesøg

Kong Charles (til venstre) i samtale med premierminister Keir Stamer under en reception i London mandag. Nu drager han snart mod Australien. (Arkivfoto). Foto: Lucy North/Reuters

Kong Charles drager down under for at styrke forholdet. Men i Australien lever drømmen om en republik, og delstaternes ledere deltager ikke i stort arrangement.

Offentliggjort Sidst opdateret

Når kong Charles i denne uge indleder sit første besøg i Australien efter sin kroning sidste år, bliver han ikke kun mødt af klapsalver.

Besøget har også genåbnet debatten om, hvorvidt Australien skal kappe båndet til den britiske krone.

Selv om den tidligere britiske koloni i 1901 blev en uafhængig nation, er den britiske monark stadigvæk landets statsoverhoved.

Men ifølge AFP sælger anti-monarkistiske grupper før besøget "afskedsturné"-merchandise, og flere højtstående afbud til en reception vækker harme.

Receptionen finder sted i Canberra, men samtlige premierministre i de seks delstater har alle meldt afbud på grund af andre forpligtelser.

- Jeg synes, det er fornærmende, siger Bev McArthur, leder af foreningen Australian Monarchist League, til britiske BBC.

- De burde bare tage deres republikanske hatte af, tage den korte tur til Canberra og sige "hej og tak, fordi du kom til Australien".

En af dem, der ikke kommer, er Jacinta Allan, premierminister i delstaten Victoria. Hun sagde ifølge BBC for nylig, at hun var tilfreds med besøget.

Men da hun blev spurgt ind til sit syn på, om Australien skulle være en republik, sagde hun, at hun "ville støtte det".

Det var dog ikke en topprioritet lige nu, lød det.

Delstaterne er repræsenteret på andre politiske niveauer, og også landets premierminister, Anthony Albanese, tager imod kongen.

Da australierne i 1999 stemte om, hvorvidt landet skulle være en republik, endte det med et nej, men spørgsmålet splitter befolkningen.

Sidste år viste en måling ifølge AFP, at en tredjedel støttede, at Australien hurtigst muligt blev en republik.

En tilsvarende andel støttede dog at bevare det konstitutionelle monarki.

Kong Charles har flere gange tidligere besøgt Australien, men det var før kroningen. Her ses han (nummer to fra højre) under et besøg i 1985. (Arkivfoto). Foto: Claude Coirault/Ritzau Scanpix

Foruden besøget i Australien deltager kong Charles også i et møde blandt landene i Commonwealth-sammenslutningen på Samoa.

Sammenslutningen består af 56 lande, hvoraf de fleste har været en del af det det britiske imperium. Foruden Storbritannien har 14 af dem stadig den britiske monark som statsoverhoved.

Listen skrumpede senest i 2021, da Barbados blev en republik. Her deltog kong Charles, da han endnu blot var prins, i ceremonien.

Før det skal man næsten 30 år tilbage i tiden - til 1992 - hvor Mauritius fjernede dronningen som statsoverhoved, for at finde den seneste udmelding.

Står det til foreningen Australian Republic Movement, som arbejder for at gøre Australien til en republik, bliver landet det næste i rækken.

Foreningen har døbt kongeparrets besøg en "afskedsturné" og har ifølge mediet Daily Mail bedt om et møde med kongen.

Et møde, som dog pænt er blevet afvist.

Her ses kong Charles - da han fortsat var prins - under et besøg i Brisbane i 2018. (Arkivfoto). Foto: Dan Peled/Ritzau Scanpix

I svaret blev det understreget, at kong Charles ikke vil stå i vejen, hvis australierne vælger at fjerne ham.

Selv uden en australsk republik kan det britiske monarki skrumpe, da Jamaica ventes at stemme om spørgsmålet senere i år.

Flere andre lande ventes ifølge det britiske medie at følge efter.

Kong Charles' besøg i Australien varer fra fredag og til 26. oktober.

Det er den første store rejse, siden det i januar kom frem, at han havde kræft. Det forventes, at hans behandling sættes på pause imens.

/ritzau/

Britisk monarki på skrump

* Da kong Charles blev kronet sidste år, var det ikke kun briterne, som fik en konge.

* 14 lande i Commonwealth har nemlig også den britiske regent som statsoverhoved.

* Tidligere har tallet dog været højere, og så sent som i 2021 blev Barbados en republik.

* Fortsætter trenden, kan kong Charles altså se listen blive kortere i de kommende år.

Kilder: BBC, Danmarks Nationalleksikon.

/ritzau/

Ritzau Grafik. Foto: MAKI/Free

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu