Dubais gigantgæld får aktier til at dykke

Verdens finansmarkeder reagerer med bekymring, efter at emiratet Dubai er kommet i svære økonomiske problemer.

Dubai har chokeret finansverden ved at meddele, at det søger henstand i et halvt år med at afdrage på en 300 milliarder kroner stor gæld.

Det har fået emiratet ved Den Persiske Bugt til at vakle. Dubai er kendt for et rasende byggeboom og har været spået en stor fremtid som hovedcenter for internationale selskaber og finansvirksomheder.

Det får torsdag børserne i Europa til at vige. FTSE-aktieindekset i London taber 3,18 procent i værdi, DAX-indekset i Frankfurt går ned med 3,25 procent, og i Paris slutter CAC-aktieindekset 3,41 procent under noteringen onsdag.

Også de asiatiske børser reagerer negativt på nyheden. Den amerikanske børs er helligdagslukket i anledning af taksigelsesdagen.

- Bekymringerne om Dubai har spillet en stor rolle i at ryste stemningen på markederne på et tidspunkt, hvor USA er lukket, og vi ikke får noget som helst andre steder fra, siger Peter Dixon, økonom ved Commerzbank, til det britiske nyhedsbureau Reuters.

Dubai har anmodet kreditorerne om at give henstand til holdingselskabet Dubai World og ejendomsselskabet Nakheel, som sidder på den store gæld.

/ritzau/Reuters

Emiratet søger henstand med tilbagebetaling på enorm milliardgæld, og det udløser kursfald på børserne i Europa.

Offentliggjort Sidst opdateret