Duisburg-techno kostede 19 menneskeliv

Det er dagen derpå i Duisburg. Den tyske by var rammen om Love Parade, en stor technofest, der lørdag blev forvandlet fra glæde og fest til en tragedie, da der udbrød panik ved en indgang til festivalområdet på en gammel godsbanegård.

Politiet siger søndag, at panikken kostede 19 mennesker livet. 16 af dem omkom i eller ved den tunnel, hvor panikken opstod nær en indgang til festivalområdet.

Endnu tre døde senere på et hospital af deres kvæstelser.

Samtidig er 342 mennesker meldt kvæstet, flere af dem er kommet alvorligt til skade.

Politiet siger, at folk blev trampet ihjel af de store menneskemasser. Vidner fortæller, at stadig flere mennesker forsøgte at komme ind på festivalområdet, der ifølge nogle oplysninger var blevet lukket, da katastrofen indtraf, fordi der var for mange mennesker på området.

Nogle af dem, der maste på for at komme ind, var ifølge vidner berusede eller havde taget narkotika.

Det er ikke helt klart, hvor mange deltagere der var ved festen. Arrangørerne har talt om op til 1,4 millioner, internationale medier taler om fra en halv til lidt over en million unge feststemte mennesker.

Det franske nyhedsbureau AFP skriver, at mange af deltagernes festhumør blev forvandlet til vrede imod myndighederne og arrangører efter katastrofen. Arrangørerne lod festivalen fortsætte til sent lørdag for at undgå mere kaos.

- Det, der er tosset, er, at festen fortsatte. Det er bare ikke rigtigt. Folk fortsatte med at danse, selv om de muligvis havde venner, der var omkommet. Til slut sagde arrangørerne endda "Tak for en god dag", fortæller en 31-årig mand fra Hannover.

22-årige Patrick Günther har heller ikke meget tilovers for arrangørerne.

- Organiseringen var meget ringe. Hurtigt var der ikke mere at drikke, bortset fra alkohol, og selv om festivalen var fyldt op, fortsatte de med at lukke folk ind, siger han.

/ritzau/dpa

Dødstallet fra tragedien ved technofesten i Duisburg er oppe på 19. 16 døde ved festområdet, tre døde af deres sår på et hospital. 342 mennesker er kvæstet.

Offentliggjort Sidst opdateret