Dykkere er atter i gang ved forlist skib

Lørdag morgen er redningsfolk igen gået i gang med at lede efter overlevende på krydstogtskibet Costa Concordia, der gik på grund for lidt over en uge siden ud for den italienske ø Giglio i det sydlige Toscana.

Redningsaktionen blev afbrudt fredag, fordi det forliste skib, der ligger på et rev, begyndte at bevæge sig.

Dykkerne planlægger nu at sprænge tre huller ind til skibets femte dæk, hvor man mener, at flere savnede personer er fanget, skriver nyhedsbureauet dpa.

I alt er 21 af skibets over 4200 passagerer og besætningsmedlemmer stadig savnet, og det officielle dødstal er nået op på 11.

Krydstogtskibets ustabile position og risikoen for, at det synker yderligere, har været en konstant trussel mod redningsarbejderne, som flere gange har været tvunget til at afbryde deres eftersøgning efter overlevende.

Samtidig med, at redningsarbejdet sættes i gang på ny, øges fokus på at få det 290 meter lange skib bjærget.

Et af de selskaber, der forventes at byde på opgaven, er bjærgningsselskabet Svitzer, som ejes af A.P. Møller-Mærsk.

- Opgaven er endnu ikke officielt sendt i udbud, men vi forventer selvfølgelig, at Svitzer og en række andre bjærgningsselskaber hører noget i den nærmeste fremtid, fortæller en talsmand for Svitzer til Ritzau.

Svitzer er i gang med en anden stor opgave i øjeblikket. Selskabet forsøger nemlig at bjærge containerne fra skibet Rena, som ligger brækket over ved New Zealand.

Costa Concordias kaptajn, Francesco Schettino, har været under voldsom beskydning for sin gøren og laden under ulykken.

Senest besluttede skibets rederi at sagsøge kaptajnen, der er anklaget for uagtsomt manddrab og for at have forladt skibet, før de godt 4200 passagerer og besætningsmedlemmer var blevet evakueret.

/ritzau/dpa

Dykkere leder igen efter overlevende i det kæntrede krydstogtskib Costa Concordia. 21 personer savnes fortsat.

Offentliggjort Sidst opdateret