Dykkere sprænger sig ind i Costa Concordia

Hidtil har det redningsmandskab, der arbejder ved det forulykkede krydstogtskib Costa Concordia, holdt tilbage med de voldsomme metoder, så længe der blev ledt efter overlevende.

Men mandag tog dykkere sprængstoffer i brug for at skabe en passage mellem fjerde og femte dæk på det halvt sunkne skib, der ligger ud for den italienske ø Giglio.

Det skaffede dykkerne adgang til skibets restaurant, hvor flere af de 19 savnede kan have opholdt sig, da katastrofen indtraf forrige fredag, oplyser embedsmænd.

Søndag steg dødstallet til 13, da dykkere fandt liget af en kvinde i krydstogtskibets agterstavn.

Antallet af savnede kan ændre sig, fordi der er tvivl om, hvorvidt alle passagerer har været korrekt registreret, siger Franco Gabrielli, der er chef for kriseberedskabet.

Han skal senere på dagen mødes med videnskabelige eksperter for at beslutte, hvorvidt eftersøgningen skal fortsætte.

Otte af de foreløbig 13 døde er identificeret. Det drejer sig om fire franskmænd, en italiener, en ungarer, en tysker og en spanier.

Myndighederne er desuden begyndt at lægge planer for, hvordan man bedst muligt kan begynde at tømme skibets brændstoftanke for de 2380 ton olie, der udgør en potentiel miljøkatastrofe.

- I dag bliver en afgørende dag. Vi holder vejret for at se, om det vil være muligt at begynde at pumpe olien ud, mens vi fortsætter eftersøgningen efter de savnede, siger Giglios borgmester, Sergio Ortelli.

- Selvfølgelig vil alle helst fortsætte eftersøgningen, men det er vanskeligt at tro, at der ved et mirakel stadig er nogen, der er i live, tilføjer han.

/ritzau/AFP

Redningsmandskab bruger sprængstoffer for at komme ind i forlist luksusliners restaurant.

Offentliggjort Sidst opdateret