Frankrig går ind i 2012 med rynket pande og ansigtet i alvorlige folder.
Præsident Nicolas Sarkozy siger i en usædvanligt dyster nytårstale, at landet befinder sig i den alvorligste økonomiske krise siden Anden Verdenskrig, og krisen ventes at fortsætte i det kommende år.
Sarkozy beder franskmændene slå koldt vand i blodet og lover i sin tale, at han vil arbejde hårdt for at forsøge at rykke landet ud af den økonomiske krise.
Han siger, at han vil forsøge at nå til enighed med de franske fagforeninger når han mødes med dem den 18. januar for at tale om reformer, der kan være med til at skabe nye job og styrke Frankrigs konkurrenceevne.
- Jeg vil lytte til forslagene fra alle, og inden udgangen af januar vil vi tage vigtige beslutninger og føre dem ud i livet, for der er meget på spil, siger Sarkozy.
Tidligere har præsidenten været på kant med de franske fagforeninger, der er stærkt utilfredse med, at han hævede pensionsalderen i 2010.
Sarkozy siger i sin nytårstale, at han er fast besluttet på, at der ikke skal skæres mere i de offentlige budgetter, når der skal gennemføres en ny reformrunde.
- Jeg ved, at tilværelsen for mange af jer, som i forvejen har været gennem meget i to svære år, endnu en gang bliver sat på en prøve. I afslutter året med større bekymring for jer selv og for jeres børn, siger Sarkozy.
Præsidentens nytårstale kommer kun fire måneder inden valget i april. Meningsmålingerne tyder på, at Sarkozy vil tabe til den socialistiske kandidat, François Hollande.
Mange franskmænd er utilfredse med, at Sarkozys løfter ved valget for fem år siden, hvor han lovede at skabe flere arbejdspladser, ikke er blevet til noget.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned