Ecuadoriansk anklager formodes likvideret gennem bilvindue
Politibetjente havde onsdag afskærmet den bil, hvor Cesar Suarez blev fundet skuddræbt. Billederne viser, at der er blevet skudt igennem bilens vindue i førersiden. Foto: Christian Vinueza/Ritzau Scanpix
Cesar Suarez efterforskede de kartelmedlemmer, som besatte en fjernsynsstation. Onsdag blev han fundet død.
Den ecuadorianske anklager Cesar Suarez, som spillede en central rolle i krigen mellem regeringen og landets narkokarteller, er onsdag blevet fundet død.
Det franske nyhedsbureau AFP har fået at vide fra en kilde i Ecuadors anklagemyndighed, at Suarez stod i spidsen for efterforskningen af de bandemedlemmer, som i sidste uge stormede en tv-station og tog stationens ansatte som gidsler på landsdækkende fjernsyn.
Cesar Suarez blev onsdag fundet død i sin bil.
Billeder, som AFP har set, viser bilen, som den blev fundet i Guayaquil, som er Ecuadors største by og centrum i narkokrigen mellem regeringen og kartellerne.
Vinduet i førersiden var ifølge AFP gennemhullet af skud.
- Taget i betragtning af mordet på vores kollega Cesar Suarez ... vil jeg være helt klar i mælet: Organiserede bander, kriminelle, terrorister vil aldrig stoppe vores forpligtelse for det ecuadorianske samfund, skriver landets justitsminister, Diana Salazar, på det sociale medie X.
I sidste uge blev der erklæret undtagelsestilstand i Ecuador som følge af narkobaronen Jose Adolfo Macias' flugt fra fængslet.
Om tirsdagen indtog en maskeret gruppe på direkte fjernsyn et studie i den ecuadorianske fjernsynskanal TC's bygninger.
Senere på aftenen den dag var der desuden meldinger om, at mindst syv politibetjente var blevet bortført i Ecuador.
Efter at det lykkedes Macias at flygte fra fængslet i Guayaquil, sagde Ecuadors præsident, Daniel Noboa, at soldater ville blive indsat i Ecuadors gader og fængsler i foreløbig 60 dage.
Macias fik i 2011 en straf for organiseret kriminalitet, narkohandel og drab. Han er idømt i alt 34 års fængsel.
Det er anden gang, han er stukket af fra fængslet. Første gang var i 2013, hvor han var på fri fod i tre måneder.
På baggrund af de seneste hændelser har Ecuadors præsident, Daniel Noboa, erklæret 22 bander som terrororganisationer.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde