Ecuadors yngste borgmester dræbt under bandekonflikt
Siden januar har politiet i Ecuador foretaget flere end 12.000 anholdelser. (Arkivfoto). Foto: Karen Toro/Reuters
Søndag morgen lokal tid blev San Vicentes borgmester og kommunikationsdirektør fundet dræbt i en bil.
Den 27-årige borgmester for den ecuadorianske by San Vicente, der har været plaget af bandevold, er blevet fundet skudt og dræbt søndag.
Brigitte García blev sidste år i en alder af 26 år det sydamerikanske lands yngste borgmester.
Søndag blev hun fundet død sammen med kommunens kommunikationsdirektør, Jairo Loor.
Tidligt søndag blev "to personer fundet uden livstegn med skudsår inde i et køretøj", lyder det fra Ecuadors politi.
Senere har politiet tilføjet, at skuddene ikke var blevet affyret uden for bilen, men inde fra bilen.
Efterforskerne er fortsat i gang med at undersøge den lejede bils rute.
I januar indførte præsident Daniel Noboa undtagelsestilstand i Ecuador.
Han har sagt, at landet er i krig mod bander efter en bølge af vold, der er startet, efter at Adolfo "Fito" Macias, der er leder af banden "Los Choneros", er undsluppet fra fængslet.
Siden da har militæret vært udsendt i gaderne og taget kontrollen med landets fængsler, hvor en stribe fangeoprør i de seneste år har kostet omkring 460 personer livet.
Regeringen siger, at den har haft succes med sin såkaldte "Fønix-Plan" i forhold til at reducere den stigende vold i landet.
Sikkerhedsstyrker har udført omkring 165.000 operationer, foretaget flere end 12.000 anholdelser, dræbt 15 personer, der anses for at være "terrorister", og beslaglagt omkring 65 ton stoffer siden januar, viser officielle tal.
Inden præsidentvalget i Ecuador i august sidste år blev præsidentkandidaten Fernando Villavicencio dræbt. Han havde blandt andet brugt sit politiske liv på at bekæmpe korruption.
Regeringen siger, at den vil indføre sikkerhedskontrol efter drabet på García og Loor.
Ecuador blev engang anset som et fredeligt land i det ellers urolige Latinamerika, men det er røget ud i en krise efter årevis med transnationale karteller, der bruger dets havne til at fragte stoffer til USA og Europa.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet