Efter årevis som transitland er Irak blevet hjemsted for narkomaner
Captagon produceres primært i Syrien. (Arkivfoto). Foto: Joseph Eid/Ritzau Scanpix
Politiet i Irak har fængslet over 10.000 personer for narkokriminalitet på otte måneder. Særligt det amfetaminlignende stof captagon er blevet udbredt i Irak.
Ritzau RitzauJulie Stine Stern Johansen/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
De sidste syv år har den 23-årige iraker Mohammed hver dag taget omkring ti piller af typen captagon. Hans forbrug har holdt ved, mens det amfetaminlignende stof er blevet mere og udbredt i hans hjemland.
Irak har længe været et transitland for Mellemøstens handel med både captagon og andre typer narkotika. Men stofferne transporteres ikke længere bare gennem Irak. Nu bliver de også købt og indtaget i landet.
Således har Irak de senere år registreret en dramatisk stigning i antallet af narkomisbrugere, hvilket har tvunget myndighederne til i højere grad end tidligere at forholde sig til tilstedeværelsen af ulovlige stoffer i landet.
Methamfetamin, der produceres i Afghanistan og Iran, er sammen med captagon et af de mest udbredte stoffer i Irak i dag.
Captagon produceres i Syrien og transporteres via Irak til primært Saudi-Arabien og andre rige golfstater.
Annonce
Mohammed, der tager captagon, har erkendt, at det ikke holder i længden. Han har et misbrug, og derfor har han søgt hjælp på et afvænningscenter, som det irakiske sundhedsministerium åbnede i april i hovedstaden Bagdad.
Det var Mohammeds kolleger i en dagligvareforretning i provinsen Al-Anbar tæt på grænsen til Syrien, der introducerede ham for stofferne.
Omkring 40 patienter er indskrevet på Al-Canal-afvænningscentret i Bagdad, hvor 23-årige Mohammed får hjælp til at komme ud af sit misbrug af captagon. Her får de serveret mad. Foto: Ahmad Al-Rubaye/Ritzau Scanpix
- Det gør dig aktiv, giver dig energi og holder dig vågen, siger den 23-årige iraker om de gode sider af captagon.
Men ud over at give energi fører pillerne til en farlig afhængighed. Mohammed, som fortæller sin historie til nyhedsbureauet AFP under et dæknavn, opsøgte derfor hjælp til at komme ud af sit misbrug.
- Captagon leder dig enten i fængsel eller i døden, siger han.
AFP har besøgt den afvænningsklinik, som behandler Mohammed. Her er mænd i alle aldre, men de fleste er i 20'erne. Her er også en afdeling for kvinder.
Flest bliver behandlet for misbrug af methamfetamin. Det er "en plage, der fuldstændig ødelægger mennesker", siger klinikkens vicedirektør, Ali Abdullah.
Indtil 2016 var Irak stort set udelukkende et transitland for narkotika. Men efter at stofferne siden har fået udbredelse i befolkningen, har den irakiske regering været nødt til at gøre noget for at bremse udviklingen.
Derfor har den irakiske stat åbnet afvænningscentre som det, der behandler Mohammed i Bagdad.
Det sker nærmest på daglig basis, at politiet i Irak slår ned på narkosmugling og -handel. Det sker ofte i samarbejde med politiet og efterretningstjenester i Iraks nabolande.
Annonce
Ifølge Hussein al-Tamimi, der er talsmand for Iraks direktorat for narkotikabekæmpelse, blev flere end 10.000 personer fængslet fra oktober sidste år til juni i år, fordi de var under mistanke for at have begået narkorelateret kriminalitet i Irak.
I midten af juli oplyste Iraks indenrigsministerium, at myndighederne havde opdaget en fabrik, der producerede captagon. Narkoproduktion havde hidtil været så godt som ikkeeksisterende i Irak.
Den irakiske regering har oprettet tre afvænningscentre. De er rettet mod misbrugere, som er blevet anholdt, og som myndighederne vil holde på afstand af narkohandlere.
/ritzau/AFP
En farlig pille
* Captagon indeholder stoffet fenetyllin og er en type amfetamin, som er blevet udbredt i Irak og flere andre lande i Mellemøsten.
* Det blev oprindeligt produceret af den tyske medicinalvirksomhed Degussa Pharma Gruppe i 1960'erne. Det blev blandt andet brugt til at behandle ADHD og narkolepsi.
* Stoffet er stærkt afhængighedsskabende og øger blandt andet risikoen for svær depression og lidelser relateret til hjertet og kredsløbet.
* Officielt har ingen lande produceret stoffet siden 2009. Men stoffet produceres i dag i Syrien.
* Observatører mener, at det syriske regime er involveret i produktion og smugling af captagon, som menes at have været en økonomisk livline for landet, der siden borgerkrigens begyndelse i 2011 har været ramt af en alvorlig økonomisk krise.
Seneste artikler
Se billederne: Endelig fik dronningen lov til at indvie sin bro
Kørte 157 km/t i 90-zone
Folketidende på plakaten i Tivoli
Hans snit er over 12, men for Nicolai er karaktererne ikke det vigtigste
Truende mand på station
Mest læste artikler
Hedebølgen er over Sydhavsøerne
Lynnedslag i landejendom
Lokal lottospiller vinder 10 millioner
Sårbar kvinde mistede formue til lollandsk advokat
Medie: Ny rockerboss har lokale rødder