Efter lang samtale: Trump og Putin er enige om begrænset våbenhvile i Ukraine

Putin holdt kort inden opkald med Trump tale ved et erhvervsforum i Moskva. Foto: Kristina Kormilitsyna/Ritzau Scanpix

Trump og Putin er enige om begrænset våbenhvile i Ukraine på 30 dage. Rusland stiller dog flere betingelser.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den russiske præsident, Vladimir Putin, er gået med til et forslag fra USA's præsident, Donald Trump, om at stoppe angreb på energiinfrastruktur i 30 dage i Ukraine.

Sådan lyder det tidligt tirsdag aften fra de russiske regeringskontorer, efter at de to præsidenter i løbet af eftermiddagen talte i telefon.

Mange detaljer er uklare om forslaget, som Putin er gået med til.

Men den russiske præsident har ifølge sit pressekontor med det samme givet den "relevante" ordre til landets militær.

Stoppet for angreb på energianlæg skal være gensidigt. Altså skal Ukraine heller ikke angribe russiske anlæg.

Fra Kreml lyder det videre ifølge BBC, at Ukraine i løbet af de 30 dages våbenhvile ikke må gennemføre yderligere mobilisering eller genoprustning.

Der har ikke umiddelbart været et svar fra Ukraine.

Går begge parter med til forslaget, vil der være tale om en reel nedtrapning af krigen. I løbet af krigen har Rusland igen og igen angrebet det ukrainske elnet, mens Ukraine har angrebet russiske brændstofdepoter og raffinaderier.

Men Trump og Putin er dog ikke blevet enige om en bredere våbenhvile, som tidligere blev foreslået af USA.

Det Hvide Hus meddeler, at nye forhandlinger om Ukraine straks skal begynde omhandlende blandt andet våbenhvile i Sortehavet.

- Lederne blev enige om, at bevægelsen mod fred vil begynde med en energi- og infrastrukturvåbenhvile såvel som tekniske forhandlinger om implementeringen af en maritim våbenhvile i Sortehavet, fuld våbenhvile og permanent fred, skriver Det Hvide Hus i en meddelelse.

- Disse forhandlinger vil begynde med det samme i Mellemøsten, står der i meddelelsen.

Fra russisk side oplyses det videre, at Rusland og USA er blevet enige om at oprette ekspertgrupper, som skal arbejde med en aftale om Ukraine.

Tirsdagens meldinger kommer efter uger med hastig diplomatisk udvikling om Ukraine.

Ugerne har været præget af først et skænderi mellem Trump og Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, siden et amerikansk stop for militærhjælp - og så genoptagelse af hjælp.

Sidste uge foreslog USA så på et møde med ukrainske topfolk en 30-dages våbenhvile i krigen med Rusland.

Det forslag støttede Ukraine.

Imens udtalte Putin, at han i princippet støttede det amerikanske forslag, men ville fortsætte kampene, indtil der var enighed om flere afgørende betingelser.

Det var i februar 2022, at Rusland invaderede Ukraine.

Hundredtusinder er blevet dræbt eller såret, millioner er blevet fordrevet, og hele byer er blevet reduceret til murbrokker.

/ritzau/Reuters