Efter sanktioner: Irans præsident ser frem mod ny tid
Iran skal fremover være mindre afhængig af olie, siger præsident Hassan Rouhani efter atomaftalen.
Også i Iran er der stor tilfredshed med, at landet nu endelig er fri af de internationale sanktioner som følge af den atomaftale, man har indgået med en række stormagter.
Præsident Hassan Rouhani glæder sig over igen at være en del af verdensfællesskabet.
- Vi iranere har rakt ud til verden som et tegn på venskab, og vi efterlader fjendskaberne og mistænksomheden. Vi har åbnet et nyt kapitel i forholdet mellem Iran og verden.
- Irans venner er glade, og dets konkurrenter behøver ikke bekymre sig. Vi er ingen trussel mod nogen regering eller nation, siger han ifølge det nationale nyhedsbureau Irna i en kommentar til aftalen.
Rouhani bebuder desuden, at han vil bruge aftalen som afsæt til at gøre Iran mindre afhængig af olie.
- Atomaftalen er en mulighed, som vi skal bruge til at udvikle landet, forbedre velfærden og skabe stabilitet og sikkerhed i regionen, sagde han ifølge Reuters i forbindelse med fremlæggelsen af et nyt statsbudget i parlamentet.
Atomaftalen betyder først og fremmest, at Iran nu igen kan sælge sin olie på verdensmarkedet, hvor prisen på en tønde nordsøolie røg ned i 29 dollar fredag.
Samtidig bliver værdier for milliarder af dollar i banker over hele verden igen frigivet, efter at have været frosset inde som følge af sanktionerne, ligesom det igen bliver muligt for udenlandske virksomheder at handle med iranerne.
I tillæg til aftalen bliver fem amerikanske fanger løsladt, herunder journalisten Jason Rezaian fra Washington Post.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde