Efter vildt år skal oliechef rette op på klimakamp der er helt ude af kurs
Det har vakt kritik, at årets klimatopmøde er med Sultan Al Jaber for bordenden. Han er minister - men også leder af det nationale olieselskab Adnoc. (Arkivfoto). Foto: R.satish Babu/Ritzau Scanpix
Torsdag starter FN's klimatopmøde i Dubai. Bagtæppet er dystert med krig og vejrrekorder, og i front står en oliechef. Alligevel er minister forsigtig optimist.
Hvis man skulle skrive et eventyr om kampen mod klimaforandringerne, var Sultan Al Jaber nok ikke blevet castet som en helt.
Han er fra De Forenede Arabiske Emirater, hvor klimaaftrykket per indbygger er et af de højeste i verden, når forbruget tages med, og ydermere er han chef for det nationale olieselskab.
Nej, Jaber er ikke en klassisk klimahelt. Alligevel befinder han sig nu i centrum af verdens klimakamp som formand for FN's klimatopmøde - COP28 - der torsdag indledes i Dubai.
Trods den atypisk hovedrolle er minister for global klimapolitik Dan Jørgensen (S) "forsigtig optimist".
- For eksempel har Jabar sagt, at han vil være glad den dag, han sælger den sidste tønde olie, og at han støtter en tredobling af vedvarende energi.
Annonce
- Men det er klart, at vi går ind i en COP, hvor der er utrolig mange interesser på spil, og alle lande skal med, siger han.
På deltagerlisten er blandt andre pave Frans og den britiske kong Charles, og der ventes omkring 70.000 deltagere - politikere, aktivister og journalister.
Verdens lande er allerede blevet enige om, at brugen af kul, hvor teknologi ikke fjerner CO2, skal reduceres. I år kan et større skridt blive taget. Her ses et kulkraftværk i Polen. (Arkivfoto). Foto: Kacper Pempel/Reuters
Omkring 140 stats- og regeringschef kommer, herunder statsminister Mette Frederiksen (S), men lederne for de to største udledere, USA og Kina, kommer ikke.
Bagtæppet for topmødet er da også dystert med konflikter og dyb splittelse, som kan trække spor helt ind i forhandlingslokalerne.
Ruslands invasion af Ukraine fortsætter, og i Mellemøsten er en årtier lang konflikt på ny blusset op efter Hamas' angreb i Israel 7. oktober.
Samtidig taler de tørre tal for sig selv: Det er så godt som sikkert, at 2023 bliver det varmeste år nogensinde målt, og vi er på vej mod højere temperaturer, end politikerne havde håbet på.
I år skal der for første gang gøres status over Parisaftalens mål, der blev sat for at undgå de værste konsekvenser af klimaforandringerne.
Målet er at begrænse stigningen i de globale temperaturer til under 2 grader - og helst ikke mere end 1,5 - i forhold til før industrialiseringen.
Vi har kurs mod en stigning på op til 2,9 grader i dette århundrede - hvis vi følger vores politikker til dørs - og det centrale i år bliver reaktionen på det.
En af de danske deltagere ved COP28 er minister for global klimapolitik Dan Jørgensen. Han ses her i dialog med USA's særlige klimaudsending, John Kerry (til højre). (Arkivfoto). Foto: John Macdougall/Ritzau Scanpix
Spørger man Dan Jørgensen, vil et drømmeresultatet være et mål om tredobling af vedvarende energi og fordobling af energieffektivitet i 2030 - noget, som mange lande har tilsluttet sig.
Annonce
Samtidig er der også et stigende pres på de fossile brændsler - kul, olie og gas - der er den største årsag til klimaforandringer. Afbrænding står for over 75 procent af verdens drivhusgasser.
Hidtil har verden kunnet enes om at reducere brugen af kul, hvor teknologier ikke fanger CO2'en, og flere lande vil også have en aftale om at reducere brugen af andre brændsler - og måske udfase dem helt.
- I FN-forhandlinger skal alle være enige, så vi skal have alle med, hvis vi skal have resultater, og det er selvfølgelig ikke nemt.
- Vi skal også have dem med, som i dag tjener mange penge på at sælge kul, olie og gas, men der er ingen vej udenom, siger Dan Jørgensen.
I fokus på mødet er også penge til de mest klimaudsatte lande, som kun har stået for en meget lille andel af drivhusgasudledningen til atmosfæren.
I nogle af de lande hjælper Folkekirkens Nødhjælp til, og der er meget på spil for dem de næste par uger, mener klimarådgiver Mattias Söderberg.
Ritzau Grafik. Foto: MAKI/Free
- Det er sidste chance for at lande en politisk løsning på den globale klimakrise, slår han fast i en kommentar.
- Hvis verdens lande ikke tager sig sammen og tager en time-out fra alverdens konflikter og politiske stridigheder, så udvikler vejret sig til en katastrofe for verdens fattige og skrøbelige lande.
Så er spørgsmålet, hvordan eventyret ender, når Sultan Al Jaber sætter det sidste punktum. Selv har Jabar, der også er leder af selskabet Masdar, som investerer milliarder i vedvarende energi, høje ambitioner:
- COP28 bliver nødt til at være et historisk vendepunkt i dette kritiske årti, har han tidligere sagt.
Annonce
Ifølge planen slutter mødet 12. december. Det går dog normalt over tid, og spændingen er med til det sidste sekund, hvor tidligere COP-formænd har måttet se dagsordenen blive kapret.
/ritzau/
Verden er på vej langt forbi klimamål
* Verdens lande aftalte i 2015 at begrænse den globale opvarmning til et godt stykke under 2 og helst ikke over 1,5 grader.
* Stigningen skal ses i forhold til temperaturen før industrialiseringen, da vi begyndte at brænde kul og olie af.
* Vi er på vej langt forbi målene. Med verdens planer har vi kurs mod en global stigning på 2,5-2,9 grader i dette århundrede.
* En stor del af stigningen er allerede sket. Den globale overfladetemperatur var i 2011-2020 cirka 1,1 grader højere end i 1850-1900.
* Det er dog et gennemsnit, og der er stor forskel på temperaturstigningerne rundtomkring i verden.
* I Arktis stiger temperaturen eksempelvis tre gange hurtigere end det globale gennemsnit.
* Samtidig er temperaturen også steget mere over land - 1,6 grader - end over vand - 0,9 grader.
Kilder: UNFCCC, Unep, IPCC, Norsk Polarinstitutt.
/ritzau/
Slagsmålene på årets topmøde
* Evaluering af mål i Parisaftalen:
For første gang skal målene i Parisaftalen evalueres. Målet er at begrænse stigningen i de globale temperaturer til et godt stykke under 2 og helst ikke over 1,5 grader i forhold til før industrialiseringen.
Allerede nu ved vi, at vi er på vej mod en stigning på op til 2,9 grader i dette århundrede, så fokus er på politikernes reaktion.
* Mål for vedvarende energi og energieffektivitet:
En af de ting, der kan gøres, er vedvarende energi. Mange lande, herunder værtslandet, vil have et mål om, at vi har tre gange så meget i 2030, og at verden her bruger energien dobbelt så effektivt.
* F-ordet:
Et andet punkt er de fossile brændsler, og her ligger djævlen i detaljen. Det er allerede aftalt at nedfase brugen af "usvækket" kul. Det betyder, at der gerne må bruges kul, hvis eksempelvis teknologi fanges CO2'en, inden den ender i atmosfæren.
Flere lande vil have inkluderet olie og gas i de samme regler, nogle vil have det udfaset helt.
* Fond til klimasårbare lande:
Sidste år aftalte verdens lande, at der skal oprettes en fond med penge til de tab og skader, som ulandene står tilbage med efter klimakatastrofer. Flere detaljer skal falde på plads i år.
* Nyt mål for penge til u-lande:
Et tilbagevendende slagsmål er de 100 milliarder dollar, som de rige lande lovede til ulandenes klimakamp hvert år i perioden 2020-2025. Det ventes nået i år.
/ritzau/
Ørkenstat danner ramme for klimakamp
* De knap 200 lande, der har tilsluttet sig FN's klimakonvention (UNFCCC), mødes årligt til klimamøde.
* Det er bedre kendt som COP. Det er en forkortelse for "conference of the parties" - en partskonference.
* I år holdes nummer 28 - som derfor kaldes COP28 - fra 30. november til 12. december i Dubai, De Forenede Arabiske Emirater.
* Her samles verdens ledere og embedsmænd til klimaforhandlinger, mens aktivister og pressen følger med fra sidelinjen.
* COP'erne er det øverste organ i de globale klimaforhandlinger og altså stedet, hvor de store beslutninger bliver truffet.
Kilder: UNFCCC, Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.
Seneste artikler
Stævne for de trimmede og dem med topmave
Kommune hårdt ramt af rotter: Forventer øgede udgifter til skadedyrsbekæmpelse
Nyt nej til biogasanlæg: På den for fjerde gang
Seks kendte kunstnere indtager Falster i ny sæson af ”Kunstnerkolonien”
Olivers hunde jagter rotter på Nordbyskolen
Mest læste artikler
Ny ejer: Maglebrænde-slagteren genopstår
Forældre i opråb om massive rotteproblemer på skole: - Det er ikke rart at vide, at mit barn render rundt i en rotterede
Seks kendte kunstnere indtager Falster i ny sæson af ”Kunstnerkolonien”
Viceborgmester ekskluderet: - Vi gider ikke historier om intern uenighed
Diskoteksåbning hænger i en tynd tråd: - Vi er dødafhængige af det