Efterforskere: Forulykket godstog kørte for stærkt
Godstoget med råolie, der lørdag kørte af sporet og eksploderede i en mindre by i Quebec-provinsen i Canada og kostede mindst 13 personer livet, var i meget høj fart lige inden det, uden nogen personer i førerhuset, blev afsporet.
Det fortæller efterforskere af ulykken tirsdag, ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- Toget kørte af sporet omkring klokken 01.14 lokal tid, og selvom vi ikke kan angive den præcise hastighed på dette tidspunkt, kørte toget langt over dets godkendte hastighed, siger Donald Ross, en efterforsker fra Canadas Trafiksikkerhedsråd.
Mindst 13 personer har mistet livet, men man frygter, at dette tal vil stige, da mange fortsat er savnet.
Ulykken fandt sted lørdag i den lille by Lac-Mégantic, og i over et døgn kæmpede brandvæsnet med at få slukket flammerne efter eksplosionen, som har udslettet flere bygninger i centrum af den canadiske by. Ilden kunne ses op mod 50 kilometer væk.
Årsag til ulykken er endnu ukendt. Olietoget var en halv time før midnat canadisk tid stoppet cirka syv kilometer uden for byen i forbindelse med et vagtskifte.
Af ukendte årsager begyndte toget at rulle nedad mod byen, hvor det i meget høj fart blev afsporet - og bagefter eksploderede. På det tidspunkt var lokomotivet førerløst.
Det amerikanske jernbaneselskab peger tirsdag på en gruppe brandfolk - der var blevet kaldt til stedet for at slukke en mindre brand i en af togets fem lokomotiver - for at forårsage ulykken.
Formanden for Montreal, Maine & Atlantic Railway (MMA), Ed Burkhardt, siger nemlig, at brandmændene kom til at løsne togets bremser under slukningen.
- Nantes' brandfolk dukkede op og slukkede ilden med en brandslukker. For at gøre det slukkede de også det første lokomotivs motor. Det er, hvad der førte til ulykken, siger Burkhardt til avisen La Presse.
Burkhardt forklarer, at togets bremser bliver opretholdt af lokomotivet og bliver frakoblet, når det lukkes ned, hvilket så har fået det førerløse tog til at begynde at rulle ned ad bakken mod Lac-Megantic.
Nantes brandchef, Patrick Lambert, afviser Burkhardt beskyldninger og siger, at de 12 brandmænd alle fulgte de korrekte procedurer.
Det forulykkede lokomotiv blev undersøgt dagen før katastrofen, og her blev der ikke fundet nogen tekniske fejl i maskineriet. Man havde også undersøgt bremserne og ikke fundet noget forkert, fortæller Transport Canada tirsdag.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde