Efterforskere undersøger om barn startede dødsbrand i USA
Onsdag opstod der brand i et hus i den amerikanske by Philadelphia. 12 mennesker, herunder flere børn, omkom. Foto: Matt Rourke/AP/Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix
Matt Rourke/AP/Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix
Fire voksne og otte børn omkom i en brand i den amerikanske by Philadelphia onsdag.
Efterforskere undersøger, om et femårigt barn, som legede med en lighter, satte ild til et juletræ og udløste en dødsbrand i byen Philadelphia i USA.
Det skriver nyhedsbureauet AP.
Afsløringen er en del af en ansøgning om en ransagningskendelse, som føderale og lokale efterforskere har indgivet i arbejdet med at fastslå årsagen til branden, der startede omkring 06:30 lokal tid onsdag.
Jane Roh, der er talsperson for statsadvokat Larry Krasner, bekræfter indholdet i ransagningskendelsen, der først blev beskrevet af mediet The Philadelphia Inqurier, skriver AP.
Tre søstre og flere af deres børn omkom i forbindelse med branden.
I første omgang oplyste brandvæsenet, at 13 personer var omkommet. Syv af disse var børn. Disse tal blev dog opdateret onsdag aften.
I stedet lød det, at fire voksne og otte børn var fundet døde.
Brandchef Craig Murphy har kaldt branden den værste, som han har været ude for i 35 år ifølge nyhedsbureauet AFP.
På et pressemøde ville brandvæsnet ikke spekulere i en mulig årsag, skriver AP.
Brandvæsnet sagde tidligere, at ingen af de fire røgalarmer i bygningen så ud til at have virket.
Men torsdag lød det fra boligmyndigheder, at bygningen havde 13 sikrede røgalarmer, som alle var i drift under den sidste inspektion i maj 2021.
Byens brandinspektør, Dennis Marrigan, har kaldt efterforskningen for "meget kompleks" ifølge AP.
Han har afslået at kommentere på muligheden for, at flammerne havde bredt sig fra et juletræ.
Philadelphias borgmester, Jim Kenney, har også kommenteret på dødsbranden.
- Dette er uden tvivl en af de mest tragiske dage i vores bys historie. Tabet af så mange mennesker på en så tragisk måde, sagde han til journalister onsdag ifølge AFP.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned