Efterforskning af pakkebomber peger mod Florida
Torsdag aften dansk tid holdt New Yorks borgmester, Bill de Blasio (til venstre), FBI's vicedirektør, William Sweeney (til højre), og New Yorks politichef, James O'Neill (i midten), et fælles pressemøde om pakkebombe-sagen på politiets hovedkvarter i byen. Foto: Drew Angerer/Ritzau Scanpix
Drew Angerer/Ritzau Scanpix
Pakker sendt til især demokrater i USA er blevet sendt via en pakkecentral i Florida, fortæller embedsmænd.
En undersøgelse af en postdatabase i sagen om pakkebomber sendt til blandt andre højtstående demokrater i USA peger efterforskerne i retning mod delstaten Florida.
Det fortæller en unavngiven kilde til nyhedsbureauet AP.
Samtidig fortæller to unavngivne embedsmænd tæt på sagen til CNN, at myndighederne mener, at flere af pakkerne er blevet distribueret gennem en pakkecentral i byen Opa-locka i Florida.
Ifølge en medarbejder fra det amerikanske postvæsen, US Postal Service, ligger centralen cirka 20 kilometer fra storbyen Miami og distribuerer post fra det sydlige Florida.
På et pressemøde torsdag aften dansk tid fortalte vicedirektør for forbundspolitiet FBI, William Sweeney, at der kan være flere mistænkelige pakker, som dem der er sendt til blandt andre de to tidligere præsidenter Barack Obama og Bill Clinton, i posten i USA.
- Det er muligt, at flere pakker er blevet sendt eller kan blive sendt, sagde han.
Ifølge vicedirektøren er pakkerne blevet sendt gennem posttjenesten United States Postal Service (USPS).
Foruden Obama og Bill og Hillary Clinton er mistænkelige pakker sendt til blandt andre tidligere CIA-direktør John Brennan, tidligere justitsminister Eric Holder og filantrop George Soros.
Senest er der sendt pakker til tv-stationen CNN og skuespilleren Robert De Niro torsdag.
Fælles for modtagerne er, at alle er kritiske over for præsident Donald Trump.
Ingen personer er kommet til skade.
Hundredvis af efterforskere fra blandt andet FBI og sikkerhedstjenesten Secret Service, der beskytter den amerikanske præsident og tidligere præsidenter, arbejder i døgndrift for at finde gerningsmanden eller gerningsmændene bag pakkerne.
- Vi vil identificere og anholde den person eller de personer, som er ansvarlige for dette, sagde New Yorks politichef, James O'Neill, på et pressemøde torsdag aften dansk tid.
De amerikanske myndigheder har stemplet handlingen som terrorisme.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde