Efterladt IS-mine tager livet af over 20 i Syrien
Islamisk Stats territorium svinder ind i Syrien. Men gruppen har efterladt dødbringende bomber og miner.
Selv om Islamisk Stat (IS) stort set har mistet sit territorie i Syrien, har den militante gruppe efterladt livsfarlige spor.
Søndag formiddag eksploderede en landmine, som Islamisk Stat angiveligt har plantet, da den blev påkørt af en vogn med et hold arbejdere om bord.
Flere end 20 personer mistede livet, skriver det statslige syriske nyhedsbureau Sana. Tidligere søndag lød meldingen, at 24 personer var blevet dræbt i eksplosionen.
Arbejderne var på vej ud for at samle ørkentrøfler, da de ramte landminen. Landminen eksploderede nær byen Salamiyeh, der ligger i den vestlige del af Syrien.
Ikke langt fra byen eksploderede en anden mine tidligere på måneden, hvor otte personer mistede livet.
Islamisk Stat er blevet fordrevet fra områder, som de før kontrollerede i Syrien og et mindre område nær Iraks grænse.
IS ventes at have efterladt utallige landminer og bomber flere steder i Syrien, som den militante gruppe ikke længere kontrollerer.
I de seneste uger har der været meldinger om, at Syriens Demokratiske Styrker (SDF) har tvunget IS-militante op i et hjørne i den østlige del af Syrien.
Med hjælp fra USA-ledede styrker, har de syriske kurdere i SDF formået af svække IS nær grænsen til Irak.
Området, som den militante bevægelse har kontrol over, vurderes nu til at være mindre end en kvadratkilometer.
Der er dog løbende meldinger om, at nogle af IS-styrkerne fortsat kan gemme sig i tunneler under jorden.
Det kom som en overraskelse for de kurdiske syrere, at de mange civile og et større antal højtstående medlemmer af Islamisk Stat befandt sig i området.
Ifølge SDF arbejder deres styrker fortsat på at fragte civile ud fra området, før de kan rykke ordentligt ind.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned