Egypten anholder hundreder for at demonstrere mod Sisi
En kvinde passerer forbi en plakat med præsident Sisis portræt på al-Ataba markedet i Kairo. Ytrings- og forsamlingsfriheden er mindsket betydeligt under Sisi, og et stort antal politiske aktivister sidder i Egyptens fængsler for at have ytret modstand mod hans styre. (Arkivfoto) Foto: Mohamed Abd El Ghany/Reuters
Mohamed Abd El Ghany/Reuters
Gå af, Sisi, lød råbet ved en af de små og spredte protester i Egypten i de seneste dage.
Egypten har anholdt mindst 382 mennesker i de seneste ni dage. Det er sket i forbindelse med små og spredte demonstrationer mod præsident Abdel Fattah al-Sisi.
Det oplyser ngo'en Den Egyptiske Komité for Rettigheder og Frihed.
Demonstrationer er ellers blevet en sjældenhed under præsident Sisi. Hans regering har indført love, der kan give flere års fængsel for politiske ytringer, der ikke ligger på linje med regeringen.
Alligevel har der været mindre demonstrationer fredag - først og fremmest udenfor de store byer. Det bekræfter sikkerhedskilder.
I et tilfælde siger et øjenvidne, at omkring 100 mænd var samlet uden for byen Damietta, hvor de råbte "gå af, Sisi".
Den Egyptiske Komité for Rettigheder og Frihed siger, at den selv har dokumenteret, at 249 mennesker er blevet tilbageholdt i de seneste ni dage.
Andre rettighedsgrupper har dokumentation for, at 133 andre er tilbageholdt.
Den egyptiske anklagemyndighed sagde søndag, at den har beordret 68 mindreårige løsladt for deres formodede deltagelse i "nylige optøjer".
Anklagemyndigheden nævner ikke de over 300 øvrige tilbageholdelser.
Det var ikke umiddelbart muligt at få en udtalelse fra Egyptens indenrigsministerium.
Demonstrationerne er til dels udløst af frustration over økonomien, der er blevet forværret under coronaudbruddet. Mange er også utilfredse med en ny politik, der giver regeringen mulighed for at udstede bøder eller rive huse ned, der er bygget uden den rigtige tilladelse.
De mindre protester i Egypten fandt sted omkring årsdagen for demonstrationer i hovedstaden Kairo og andre byer.
Her gik flere tusinder modstandere af præsident Sisi på gaden og krævede hans afgang.
En forretningsmand ved navn Mohamed Ali, der lever i eksil i Spanien, havde sidste år opfordret egypterne til at gøre modstand mod Sisis undertrykkende styre.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned