Egypten finder sprængstof på lig fra styrtet EgyptAir-fly
Vragdele fra det EgyptAir-fly, der styrtede ned i Middelhavet i maj. Foto: AP/Uncredited
AP/Uncredited
Der er fundet spor af sprængstoffer på lig fra EgyptAir-fly, oplyser den egyptiske efterforskning.
Der er fundet spor af sprængstoffer på lig fra det EgyptAir-fly, der styrtede ned i Middelhavet 19. maj. Det oplyser den egyptiske havarikommission, der undersøger flystyrtet, gennem landets luftfartsministerium.
Tidligere har begge sorte bokse afsløret, at en brandalarm i flyet var aktiveret. Der er også fundet sod og tegn på brandskader på flyet.
Hidtil har efterforskernes tese været, at branden brød ud i eller omkring flyets cockpit.
Sagen bliver ifølge nyhedsbureauet AFP overdraget til den egyptiske anklagemyndighed.
Ifølge egyptisk lov skal anklagemyndigheden overtage sagen, hvis havarikommissionen har mistanke om, at der ligger en kriminel handling bag styrtet.
Flyet styrtede i Middelhavet på vej fra Paris til Kairo. Årsagen er stadig ukendt. Alle 66 om bord på flyet døde i styrtet.
Der var 40 egyptere, 15 franskmænd, to irakere og to canadiere om bord. Desuden var der en enkelt statsborger fra hvert af landene Algeriet, Belgien, Storbritannien, Tchad, Portugal, Saudi-Arabien og Sudan på flyet.
Ifølge den britiske avis The Guardian har ingen grupper taget skylden for flystyrtet. Avisen skriver, at efterforskningen arbejder med små dele af vrag og få menneskelige rester.
Størstedelen af flyskroget og menneskerne om bord formodes at ligge på havets bund.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned