Egypten gør klar til nye demonstrationer
Egyptiske sikkerhedsstyrker har fredag morgen lukket adgangen til Tahrir-pladsen for biltrafik. Myndighederne forbereder sig på nye demonstrationer. Foto: Khaled Desouki/Ritzau Scanpix
Khaled Desouki/Ritzau Scanpix
Sisi-modstander opfordrer egypterne til millionmarch og revolution. Knap 2000 er anholdt siden sidste uge.
Demonstranter ventes igen fredag at gå på gaden i Egyptens hovedstad, Kairo.
Politiet har afspærret de veje, der fører til Tahrir-pladsen i Kairo, for biltrafik. Det er stadig muligt at komme til den ikoniske plads til fods.
I de seneste dage er sikkerheden styrket markant omkring pladsen. Det sker, efter at mindre grupper på nogle hundrede mennesker sidste uge demonstrerede i Kairo.
Også i en række andre byer var egyptere på gaden med slagord mod præsident Abdel Fattah al-Sisi, blandt andet i Alexandria og Suez.
Det har overrasket iagttagere i et land, hvor styret har strammet grebet voldsomt om ytrings- og pressefrihed og helt forbudt demonstrationer.
Sidste uges demonstrationer var udløst af vrede over den udbredte fattigdom og den påståede korruption i regeringen og militæret.
Mohamed Ali, egyptisk entreprenør, som i dag lever i eksil i Spanien, har lagt en række kritiske videoer på nettet.
Han har i 15 år stået bag byggeprojekter for militæret.
I videoerne anklager han præsident Sisi for at bygge overdådige paladser til sig selv, mens en tredjedel af egypterne lever under fattigdomsgrænsen.
Ali har opfordret egypterne til at gå på gaden fredag i en "millionmarch" og har opfordret til "en folkelig revolution".
I løbet af den seneste uge har myndighederne anholdt næsten 2000 mennesker, som menes at have deltaget i eller stået bag sidste uges demonstrationer.
Det fremgår af en opgørelse fra menneskeretsorganisationen Human Rights Watch.
- Advokater for de anholdte har på sociale medier postet adskillige beretninger om, at sikkerhedsstyrker vilkårligt har anholdt mange mennesker for at være "på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt" eller have kritisk indhold på deres telefon, skriver Human Rights Watch.
Den egyptiske justitsminister har tidligere sagt, at "højst 1000" mennesker er blevet afhørt efter sidste uges demonstrationer.
Præsident Sisi afviser fredag, at de demonstrationer, der er planlagt til at finde sted senere på dagen, skulle være grund til bekymring.
- Det er et forsøg på at skabe et billede, der absolut ikke er reelt, siger Sisi.
- Lyt ikke til, hvad de siger. Tro dem ikke, tilføjer han uden at sætte navn på personer eller bevægelser, der opfordrer til at demonstrere mod ham.
General Sisi blev valgt til Egyptens præsident i 2014, efter at han selv havde stået i spidsen for et kup mod den daværende folkevalgte præsident, Mohamed Mursi fra Det Muslimske Broderskab.
Sisi betragtes af mange som en af de mest autoritære ledere i Mellemøsten.
Seneste artikler
Museum åbner nyt magasin: Det tager fem år at flytte ind
Efter måneders DF-kaos: Simon Hampe belønnes med toppost
Set i England: Er det Nysteds hemmelige hækler?
Nu kommenterer NFC-formand rengøringssag
Anholdt efter natligt indbrud i banegårds-kiosk
Mest læste artikler
Nu går yacht-sagen ind i afgørende fase
DMI-prognose viser over 30 grader på Lolland
59.500 kroner til NFC-formand blev bogført som rengøring
Først lovede de 33 grader på Lolland - nu er der en ny prognose fra DMI
Stor havnedag trak flere tusinde til byen