Egypten kræver undersøgelse af grænsedrab

Den egyptiske regering har indkaldt Israels ambassadør i Kairo til en samtale for at markere sin utilfredshed med, at israelske kampfly torsdag dræbte tre og sårede to egyptiske grænsevagter.

Vagterne blev dræbt nær Rafah på grænsen mellem Egypten og Gazastriben, da et israelsk fly jagtede gerningsmændene, angiveligt palæstinensere, bag et angreb på en bus tidligere torsdag i Negevørkenen.

- Et israelsk fly forfulgte gerningsmændene på den anden side af grænsen til de nåede Rafah, og åbnede ild mod dem. Der var flere grænsevagter der, og de blev også ramt, sagde en talsmand for den egyptiske hær torsdag.

Gengældelsesangrebet kom efter, at ukendte gerningsmænd angreb en bus i det sydlige Israel. Syv personer blev dræbt, da attentatmændene åbnede ild mod en bus og efterfølgende sprængte to biler i luften, oplyste den israelske hær.

- Regeringen forlanger en fælles, officiel granskning af omstændighederne omkring hændelsen, lyder det i meddelelsen på det statslige egyptiske fjernsyn lørdag morgen om drabene på grænsevagterne.

Israelske kampfly gennemførte fredag aften flere angreb på Gazastriben, og mindst syv palæstinensere, blandt andet et barn på fem år, har mistet livet under angrebene. Dermed er det samlede antal dræbte øget til 11 efter straffeangrebene torsdag og fredag.

De israelske myndigheder beskylder De Folkelige Modstandskomitéer for angrebet, mens fraktionen afviser det.

/ritzau/Reuters

Regeringen har tilsagt Israels ambassadør i Kairo efter israelske kampfly dræbte tre grænsevagter torsdag.

Offentliggjort Sidst opdateret