Egypten viser mumificerede løver og krokodiller frem
En krokodillemumie er blandt de mange flere tusinde år gamle genstande, som et egyptisk hold af arkæologer har fundet syd for den egyptiske hovedstad, Kairo. Egypten præsenterede lørdag 75 statuer af træ og bronze og flere mumier, blandt andet fem løveunger. Foto: Khaled Desouki/Ritzau Scanpix
Khaled Desouki/Ritzau Scanpix
Dyrestatuer og -mumier, som de gamle egyptere betragtede som hellige, skal igen trække turister til Egypten.
Egyptiske arkæologer har udgravet flere dyremumier, blandt andet fem store kattedyr, som ifølge de foreløbige undersøgelser ser ud til at være løveunger.
Mumificerede kobraslanger, krokodiller og skarabæer - en hellig bille i det gamle Egypten - er blandt de velbevarede skatte, der er fundet for nylig.
Blandt de mange genstande, arkæologerne har fundet, er også over 75 kattestatuer i bronze eller træ.
Der er også fundet mumificerede katte i trækister. Katten blev betragtet som et helligt dyr i det gamle Egypten.
Opdagelsen er gjort i Saqqara, der ligger tæt på den egyptiske hovedstad, Kairo.
Det store fund af dyremumier er "et helt museum i sig selv", siger Egyptens antikvitetsminister, Khaled al-Anani, lørdag.
Hvis det bekræftes, at de fem store mumificerede kattedyr er løveunger, vil det være første gang, at man har fundet intakte løvemumier.
Det siger generalsekretæren for Egyptens øverste antikvitetsråd, Mustafa Waziri, ifølge nyhedsbureauet dpa.
Foruden mumierne er der fundet flere statuer, der forestiller hellige dyr og nogle af de egyptiske guder.
Genstandene menes at stamme fra det 26. dynasti i det syvende århundrede før vor tidsregning, oplyser antikvitetsministeren.
I de seneste måneder har Egypten præsenteret en række arkæologiske fund.
Myndighederne håber, at det kan være med til at genoplive landets vigtige turistindustri, der tog et alvorligt dyk nedad efter revolutionen i 2011.
Politiske uroligheder og militante angreb har gjort, at turisterne ikke er kommet tilbage til Egypten i samme antal som før 2011.
Egypten har dog fået kritik for, at landets museer og mange arkæologiske seværdigheder bærer præg af manglende vedligeholdelse og dårlig ledelse, skriver nyhedsbureauet AFP.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker