Egyptens førstepilot er ved at miste kontrol

Egyptens præsident, Hosni Mubarak, er en mand, der er vant til at være i kontrol. I næsten 30 år har han regeret Egypten med hård hånd.

Hans baggrund som militærmand fornægter sig ikke i embedet som præsident. Men den seneste uges folkelige protester har fået jorden til at gynge under ham.

Han har i mange år været USA's trofaste allierede, og han fastholder sin forgænger, Anwer Sadats fredspolitik over for Israel. En politik, der i en lang årrække isolerede Egypten i den arabiske verden.

Mubarak er født i landsbyen Kafr-el-Meselha ikke langt fra Kairo. Den opvakte skoleelev blev efter eksamen optaget på det egyptiske militærakademi og indledte en karriere i flyvevåbnet.

Det var på et tidspunkt, hvor Egypten havde nære forbindelser til Sovjetunionen. Mubarak fik en del af sin uddannelse som kamppilot på sovjetiske flybaser.

Han var i en periode efter Seksdageskrigen mod Israel - i 1967 - leder af luftvåbnet, inden Anwar Sadat i 1975 gjorde ham til vicepræsident.

Mubarak sad ved siden af Sadat på et stadion, da radikale elementer af hæren, der var imod en egyptisk-israelsk fredsaftale, åbnede ild og dræbte præsidenten i 1981. Mubarak slap uskadt.

Mubarak var ukendt i store dele af verden, da han overtog ledelsen i Egypten.

Den nu 82-årige præsident har siden markeret sig som en god ven af USA, navnlig i forholdet til Israel, hvor han ofte har spillet rollen som mægler mellem israelere og palæstinensere.

Men det har samtidig givet ham fjender både hjemme og andre steder i den arabiske verden. Har har overlevet mindst seks attentater.

En række undtagelseslove har været i kraft i hele hans regeringstid. Undertrykkelse af oppositionen og valgsvindel er veldokumenteret i hans regeringsperiode.

Mubarak har forsvaret sig med, at han har fastholdt stabiliteten i landet og effektivt bekæmpet islamiske ekstremister, der flere gange har stået bag angreb på turister i landet.

Han har effektivt holdt det islamiske Muslimske Broderskab i kort snor - en af de mest velorganiserede politiske bevægelser i landet bortset fra Mubaraks eget parti, Det Nationale Demokratiske Parti.

Mubarak og hans britisk-egyptiske kone Suzanne har to sønner: Gamal og Alaa.

Kritikerne siger, at Mubaraks ambition er at gøre sin 40-årige søn Gamal til Egyptens næste præsident.

/ritzau/

/ritzau/

Hosni Mubarak har i næsten 30 år reageret Egypten med hård hånd. Nu gynger jorden under ham.

Offentliggjort Sidst opdateret