Egyptens opposition: Vi støtter ikke et militærkup
Det egyptiske militær skal ikke skride ind for at løse krisen i Egypten. Sådan lyder det fra Egyptens førende oppositionsparti NSF (National Salvation Front, red).
- Vi vil ikke støtte et militærkup, hedder det i en erklæring fra partiet.
- NSF har, siden det blev dannet den 22. november 2012, forpligtet sig til at opbygge en civil, moderne og demokratisk stat, der tillader alle politiske retninger, heriblandt politisk islam.
- Vi stoler på militærets erklæring, som blev nævnt i deres udtalelse mandag, at de hverken ønsker at blive involveret i politik eller at spille en politisk rolle, lyder det i erklæringen.
NSF slår imidlertid fast, at Mohamed Mursi skal forlade sin post som Egyptens præsident.
- At bede Mursi om at træde tilbage er ikke modstridende i forhold til den demokratiske proces. Ingen af revolutionens krav er blevet imødekommet, og Mursi og Det Muslimske Broderskab tog landet i en anden retning, der illustrerer deres ønske om at dominere staten.
- De har ikke opbygget et demokrati eller formået at forbedre levestandarden for egyptere eller opfyldt deres basale behov, siger NSF i erklæringen.
Mandag gav Egyptens magtfulde militær præsident Mohamed Mursi 48 timer til at finde en løsning på konflikten med de tusindvis af egyptere, der i flere byer har krævet Mursis afgang i omfattende demonstrationer.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde