De 508 nyvalgte parlamentarikere i Egyptens underhus indledte deres første samling med et minuts stilhed for de omkring 850 mennesker, der mistede livet under oprøret mod præsident Hosni Mubarak.
Mandag formiddag trådte det nyvalgte parlament sammen for første gang siden det valg, der endte med jordskredssejr til de islamistiske partier.
- Det vil blive en historisk samling i Egyptens overgang til demokrati og civilt styre, sagde Mohamed Beltagy, et fremtrædende medlem af Det Muslimske Broderskabs parti, Friheds- og Retfærdighedspartiet, inden det ny parlament trådte sammen.
Uden for parlamentet har egyptiske sikkerhedsstyrker afspærret flere veje med pigtråd, rapporterer avisen Al-Ahram.
Aktivister har varslet demonstrationer i løbet af dagen for at minde parlamentarikerne om kravene fra den egyptiske revolution, der skubbede Mubarak fra magten i februar sidste år.
Bag afspærringerne blev de 508 nyvalgte parlamentsmedlemmer taget i ed, en efter en.
Men allerede ved edsaflæggelsen opstod der diskussion, da flere af de nyvalgte parlamentsmedlemmer afviste at aflægge den traditionelle ed på forfatningen, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.
En islamist tilføjede en henvisning til sharialov, mens et andet parlamentsmedlem svor på "martyrerne fra 25. januar" - den dato sidste år, hvor demonstrationerne mod Mubarak begyndte.
Friheds- og Retfærdighedspartiet blev valgets største parti med 47,18 procent af stemmerne.
Partiet har lovet at styre Egypten gennem overgangen til et demokratisk styre, efter landets øverste militærråd overtog magten efter Mubaraks fald.
Militærstyret har sagt, at det vil blive på magten, indtil Egypten har holdt præsidentvalg, hvilket ventes at ske i juni.
Mange egyptere er imidlertid skeptiske over for generalernes løfter og mener, at militærstyret pønser på at bevare en stor del af magten på sine hænder.
En af parlamentets første opgaver bliver at vælge en formand. Det ventes at blive Mohamed Saad el-Katatni, der er generalsekretær for Friheds- og Retfærdighedspartiet.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet