Egyptens parlament samles for første gang i tre år
Det egyptiske parlament skal ekspedere flere hundrede dekreter fra præsidenten i løbet af bare to uger.
Parlamentet i Egypten var efter valget i 2015 søndag samlet for første gang i mere end tre år.
Her valgte forsamlingen ny formand, den i Frankrig uddannede Ali Abdelaal, som har været med til at skrive den seneste forfatning.
Han - og de øvrige parlamentarikere - får travlt de kommende dage.
Sammen med parlamentet skal han ekspedere 200 love, som landets præsident, Abdel Fattah al-Sisi, har udstedt, mens landet har været uden parlament i forlængelse af revolutionen i 2011 og militærets kup to år senere.
Ali Abdelaal er med i koalitionen Fi Hob Masr (I kærlighed til Egypten, red.). Koalitionen, som har bred opbakning, støtter præsident Sisi.
Formandsposten er central, og formanden afløser præsidenten i tilfælde af dennes død, indtil et nyt valg er afholdt.
- Jeg kender forfatningen udenad. Jeg har skrevet denne forfatning, siger Ali Abdelaal i parlamentet på åbningsdagen.
Før parlamentsvalget fra oktober til december sidste år var det seneste valg i 2011-12 efter revolutionen, der førte til Hosni Mubaraks fald som præsident efter tre årtier på posten.
Et islamistisk styre overtog ledelsen - både præsidentposten og regeringsmagten - efter demokratiske valg med historisk stor valgdeltagelse.
Men utilfredsheden med styret steg hurtigt. I 2013 overtog militæret magten ved et kup.
Den nuværende præsident Sisi var dengang hærchef.
- Jeg vil udtrykke min dybeste tak og anerkendelse af lederen, præsident Abdel Fattah al-Sisi, siger Abdelaal.
- Jeg vil altid forsvare demokrati og principperne fra revolutionerne 25. januar og 30. juni. Jeg vil også beskytte folkets hær og forsvare folkets enhed.
Folkeforsamlingen har 15 dage til at ekspedere flere hundrede love, som er udstedt fra præsidentkontoret de seneste tre år.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde