Egyptere vil demonstrere mod militærstyret

Aktivisterne vil af med det stadigt mere upopulære militærstyre, der overtog magten efter Mubarak.

Opfordringen til strejker på universiteter og arbejdsplader kommer efter en række protester, der forsøger at presse militærstyret til at afgive magten til en civil regering med det samme i stedet for at vente til præsidentvalget senere i år.

Militæret, der ledes af Mubaraks mangeårige forsvarsminister Hussein Tantawi, siger at der vil blive indsat yderligere tropper rundt omkring i landet som svar på opfordringerne til civil ulydighed.

Fredag gik demonstranter gennem gaderne i hovedstaden Kairo og brød militærafspærringer for at råbe "ned med militærstyret" foran forsvarsministeriet.

I en erklæring, der blev læst højt på det statslige tv fredag, sagde hærens ledelse, man ikke vil bøje sig for trusler mod staten.

- Vi vil aldrig give efter for trusler, og vi vil aldrig give efter for pres, hed det i erklæringen.

Militærstyret har tidligere slået brutalt ned på flere demonstrationer.

Studerende på flere universiteter har opfordret til strejke lørdag. Opfordringerne har delt de politiske kræfter i landet. Det Muslimske Broderskab, der vandt stort ved parlamentsvalget for nylig, har således udtalt sig mod strejkerne.

Mange egyptere klager over, at økonomien er hårdt ramt af manglen på sikkerhed og deraf følgende voldelige optøjer siden den 18-dage lange opstand, der kostede Mubarak magten 11. februar sidste år.

Protester mod militæret, der betragtes som helte af mange egyptere for ikke at have støttet Mubarak under opstanden, har øget frygten blandt mange for at det folkerigeste land i den arabiske verden kunne være på ved mod det kaos.

/ritzau/AFP

Lørdag er det nøjagtigt et år siden tidligere præsident i Egypten Hosni Mubarak blev væltet. Det vil aktivister markere med en dag med civil ulydighed, skriver AFP.

Offentliggjort Sidst opdateret