Egyptisk domstol suspenderer sit arbejde

Egyptens højeste domstol har søndag indledt en strejke på ubestemt tid på, hvad retten kalder, en sort dag for retsvæsnet, efter at islamistiske demonstranter og tilhængere af præsident Mohamed Mursi blokerer retsbygningen forud for en vigtig dom.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den Højeste Forfatningsdomstol siger, at den vil suspendere sit arbejde på ubestemt tid, og indtil retten ikke længere udsættes for psykisk og fysisk afpresning, hedder det i en erklæring fra domstolen, der er offentliggjort på det officielle nyhedsbureau Mena.

- Retten noterer sig med dyb beklagelse og smerte de metoder, der betyder psykisk snigmord på dens dommere, hedder det videre.

Strejken betragtes som en optrapning af den stillingskrig, der er mellem retsvæsnet og præsident Mohamed Mursi, som i sidste uge udstedte et dekret, som udvider hans magtbeføjelser og gør hans beslutninger immune over for retslige tilsyn.

Retten, som holder øje med forfatningens love og består af 19 dommere, skulle søndag undersøge lovligheden af ​​den islamistisk-dominerede forsamling, der har udarbejdet den nye forfatning.

Hundredvis af Mursi-tilhængere har tilbragt natten uden for retsbygningen. De har tvunget dommerne til at udsætte den mulige nedlæggelse af forsamlingen.

I en erklæring udtrykker domstolen sin "yderste sorg og smerte" over det "moralske drab på dens dommere".

Det nye charter er blevet centrum for Egyptens største politiske krise, siden Mursi blev valgt i juni. Kampen står mellem islamistiske kræfter mod sekulære modstandere.

Demonstrationerne afspejler den dybe mistillid, som Egyptens islamister nærer mod en domstol, som de betragter som et levn fra præsident Hosni Mubaraks æra.

Den samme ret bestemte i juni at opløse parlamentets underhus, der var ledet af Det Muslimske Broderskab.

/ritzau/AFP